Venstre vil ikke acceptere CO2-afgift, der rammer landbruget

Venstre afventer udspil fra regeringen, som skal indeholde CO2-afgifter, der ikke må sende landbruget ud af Danmark.

Det er op til regeringen at skrue en model sammen, hvor indførelsen af CO2-afgifter ikke rammer landbruget og dermed sender arbejdspladser ud af landet.

Det mener Venstre, som ikke selv vil komme med et bud på, hvordan en sådan afgift kan se ud.

Opgaven kan da også synes umulig, efter en rapport fra PwC og Axcelfuture fra sidste uge viser, at landbruget er det erhverv, der bliver klart hårdest ramt af CO2-afgifter.

kan sende regeringen tilbage i maskinrummet

I en ny kronik beskriver partifællerne klimaordfører Tommy Ahlers og landbrugsordfører Erling Bonnesen, hvordan CO2-afgifter skal give et incitament til at nedbringe udlederninger og investere i nye teknologier.

"Og hvis man kun kan nedbringe udledningerne ved at lukke sin produktion, er det ikke den rigtige afgift", skriver ordførerne, der fortsætter:

"Så hvis der kommer et bud fra regeringen på en grøn skattereform, der ikke ligger inden for disse principper, så er det ikke den rigtige løsning, og så må vi sende regeringen tilbage i maskinrummet".

op til regeringen

Erling Bonnesen, hvordan skal en CO2-afgift egentlig se ud, hvis I skal kunne acceptere den?

"Det er op til regeringen at udtænke de her modeller. Jeg tror på, at det kan lykkes, men der skal et grundigt analysearbejde til, og det er det, man har regeringsapparatet til", siger ordføreren og fortsætter:

"Jeg er bare glad for, at der står i klimaaftalen, at afgiften ikke må jage arbejdspladser og erhverv ud af landet. Vi skal eksportere fødevarer, ikke arbejdspladser".

ingen konkret model

Men har I ikke gjort jer nogen tanker om, hvordan man kan lave en afgift, der ikke gør ondt på landbruget, for det virker som en svær opgave?

"Der er flere veje til det. Det handler om at fremme mulighederne for den nye teknologiudvikling, men der er ikke nogen, der endnu kan fremlægge den konkrete model for, hvordan det skal skrues sammen", siger Erling Bonnesen.

Slagsmålet om en grøn skattereform med en CO2-afgift kommer til at udspille sig i løbet af efteråret.

Indtil da afventer Venstre et udspil og en mødeindkaldelse fra regeringen, forklarer Erling Bonnesen.

Faktaboks

Uddrag fra kronik af Tommy Ahlers (V) og Erling Bonnesen (V):

"Vi har pålagt regeringen at komme med et bud på en grøn skattereform, der indeholder en CO2-afgift. Vi har noteret os, at der har været udtrykt nervøsitet omkring denne afgift".

"Venstre går ind for en CO2-afgift, men kun hvis den kan opfylde de principper, vi har opstillet i klimaaftalen fra juni. Principperne lyder blandt andet på, at det skal ske under hensyntagen til bæredygtig erhvervsudvikling, dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser og beskæftigelse, uden samlet tab af arbejdspladser til udlandet, og at det ikke må flytte udledninger til udlandet. De principper står vi helt fast på".

"Ideen med en CO2-afgift er, at den skal virke ved, at man har et incitament til at nedbringe sine udledninger ved at ændre metoder og investere i nye teknologier".

"Og hvis man kun kan nedbringe udledningerne ved at lukke sin produktion, er det ikke den rigtige afgift. Så hvis der kommer et bud fra regeringen på en grøn skattereform, der ikke ligger inden for disse principper, så er det ikke den rigtige løsning, og så må vi sende regeringen tilbage i maskinrummet".

Emneord

politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle