Venstre vil kulegrave national udledning af spildevand

Forsyningsselskab forudser, at det være koste milliarder, hvis bare Københavns afløbssystem skal forbedres.

I denne uge var der udsigt til, at 290.000 kubikmeter spildevand skulle ledes ud i Øresund fra København og Skovshoved, men det blev bremset i sidste øjeblik.

Et sådant udslip bør ikke ske i fremtiden, og derfor ønsker Venstre, at en høring skal lægge til grund for en opstramning på spildevandsområdet.

"Vi vil gerne indkalde til en høring gennem Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, så vi kan få afdækket neutralt politisk, hvad det her er for en størrelse, og hvordan reglerne fungerer ude i den praktiske verden hos kommunerne".

"Alt det vil vi gerne have prøvet og samlet op på, så vi har et større grundlag for at få taget nogle politiske beslutninger og få strammet op på reglerne omkring det her område", siger miljøordfører Jacob Jensen (V).

ingen politikere var orienteret

Sagen om spildevandsudslip, der har fået partiet til at tage initiativ til høring, handler om 290.000 kubikmeter, der efter planen skulle ledes ud i Øresund, for at man kunne arbejde videre på en udbygning af Nordhavn i København.

Tilladelsen til udledningen var blevet givet af Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning, hvor embedsmænd havde vurderet ansøgningen, og derfor var der ingen politikere i borgerrepræsentationen, der var orienteret herom.

Sagen fik dog flere miljøorganisationer og politikere fra både kommuner, Folketinget og Miljøministeriet til at råbe op og bede om at få det udsat.

Og det førte til, at Københavns teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) besluttede at udskyde arbejdet til efteråret.

udledning skal ned på nul

Står det til Venstre, skal der dog ikke være tale om en ren udskydelse. Målet er nemlig, at vi slet ikke skal lede urenset spildevand ud i havet, siger Jacob Jensen.

I Dansk Folkeparti støtter man op om idéen om en høring.

"Jeg synes, det lyder spændende. Det er allerede en uge siden, vi kaldte miljøministeren (Lea Wermelin (S), red.) i samråd, og måske skal vi lige vente og høre, hvad ministeren har at fortælle, inden vi så inddrager eksterne eksperter".

"Men alt, hvad vi kan bringe på banen for at blive klogere på, hvordan alt det her foregår, og hvorfor det foregår, det hilser jeg velkommen", siger klimaordfører Morten Messerschmidt (DF).

Både Venstre og Dansk Folkeparti så gerne, at man fik bragt udledningen af spildevand så langt ned som muligt. Og gerne helt ned på nul, siger Venstres Jacob Jensen.

utopi at komme i nul

Ole Adeler, der er forsyningsdirektør i Hofor, der er hovedstadens forsyningsselskab, er glad for visionerne. Men han vurderer, at det vil blive svært at få udledningen helt ned.

"Vi har et af Europas allerbedste systemer. Vi renser 95 procent af al regn og spildevand, der falder. Vi har faktisk et vandkvalitetsmiljø rundt omkring vores storby, som vi kan være ekstremt stolte af".

"Vi vil super gerne arbejde hen imod lavere aflastninger og lavere udledninger, men det er næsten en utopi at snakke om at komme i nul. For der vil altid falde en regnbyge, som er større end den, du forventede, og så vil der komme aflastning", siger Ole Adeler.

Derudover vil det blive meget, meget dyrt at forbedre bare Københavns system i sådan en grad. Formentlig vil der blive tale om et tocifret milliardbeløb, siger Ole Adeler.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle