Vestjyllands Andel flytter hovedkontor

I starten af 2020 vil Vestjyllands Andel flytte hovedkontor fra den nuværende placering i Ringkøbing til Herning.

Vestjyllands Andel har fundet flyttekasserne frem og rykker omkring årsskiftet fra Rindkøbing til Herning.

Flytningen begrundes i pressemeddelelsen med at selskabet har oplevet stor vækst i løbet af de seneste år, skriver de i pressemeddelelsen.

"Omsætningen er steget, kundekredsen er blevet større, og flere medarbejdere er kommet til", skriver de, hvorfor grovvareselskabet har valgt at investere i et nyt hovedkontor i Herning.

"Flytningen af vores hovedkontor skal ses som et naturligt skridt på vejen til at fremtidssikre Vestjyllands Andel. I takt med at virksomheden vokser, bliver organisationen også større, og målet har været at samle drift, logistik, salg, handel, kvalitet, miljø og stabsfunktioner under ét tag for at skabe en større sammenhængskraft. Dét får vi muligheden for med etableringen af et nyt hovedkontor i Herning", fortæller Steen Bitsch, direktør i Vestjyllands Andel.

Han påpeger i samme forbindelse, at omorganiseringen skal være med til at fastholde Vestjyllands Andels nære relation til landbruget, samtidig med at virksomheden bliver større.

Herning er ingen tilfældighed

At valget er faldet på Herning er heller ikke nogen tilfældighed, melder bestyrelsesformand Leif Haubjerg, der kalder Herning for landbrugets hovedstad.

"I videreudviklingen af virksomheden synes det naturligt at etablere vores nye hovedkontor i Herning. Det er landbrugets hovedstad, hvor der årligt strømmer folk til i forbindelse med Svinekongres, Landsskue, Agromek, Delegeretmøde osv. I den henseende stemmer beliggenheden godt overens med Vestjyllands Andels ambitioner om at være landbrugets foretrukne partner", udtaler Leif Haubjerg.

En af årsagerne til at valget faldt på Herning er også, at det ligger så centralt som muligt i det voksende område, som Vestjyllands Andel servicerer, anfører Leif Haubjerg.

"Ved at flytte hovedkontoret til Herning, som er et knudepunkt i Midt- og Vestjylland, har vi til hensigt at placere os så centralt i kerneområdet som muligt, og samtidig indikerer vi, at vi ønsker at gøre os interessante for en endnu større kundekreds", slutter Leif Haubjerg.

Vestjyllands Andel har investeret i eksisterende erhvervsbygninger på Industrivej Nord 9B i Birk Centerpark. Flytningen til det nye hovedkontor, hvor 60-70 medarbejdere får deres daglige gang, vil ske i starten af 2020.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle