Vestjyllands Andel overtager hestebrandet Duvil

Vestjyllands Andel har med tilbagevirkende kraft fra 1. oktober overtaget aktiviteterne i Duvil. Overtagelsen af Duvil er en del af grovvareselskabets strategi om at sætte endnu større fokus på produktion og salg af hestefoder via specialbutikkerne AgroLand.

Siden 2017 er Duvils danskproducerede kvalitetshestefoder blevet produceret på Vestjyllands Andels fabrikker. Fremadrettet vil grovvareselskabet øge sit engagement i det efterhånden solide hestebrand.

Vestjyllands Andel har med tilbagevirkende kraft fra 1. oktober overtaget aktiviteterne fra de hidtidige ejere af Duvil, som grundet markante prisstigninger inden for transport, råvarer og emballage har ønsket at afgive rollen som mellemled. I den forbindelse var det naturligt for dem at kigge i retningen af Vestjyllands Andel.

"Igennem de seneste 4 år har vi fået produceret vores foder hos Vestjyllands Andel, som har gjort et fantastisk arbejde ift. at skabe produkter i højeste kvalitet. Derfor er vi – på kundernes vegne – også glade for aftalen med Vestjyllands Andel, som er ensbetydende med, at Duvil forbliver danskejet og dansk produceret", lyder det fra Peter Tindbæk, den hidtidige ejer af Duvil.

Også hos Vestjyllands Andel er der stor tilfredshed at spore. Bl.a. fordi overtagelsen af Duvil stemmer godt overens med ambitionerne om at skabe større salg af hestefoder via specialbutikkerne AgroLand.

"Vi ser et stort potentiale i Duvil. Ikke mindst fordi vi fremadrettet får endnu større mulighed for at udnytte synergierne imellem Vestjyllands Andels foderproduktion og AgroLands butikskoncept. Det kan bidrage til udviklingen af en større portefølje af kvalitetsprodukter til de mange trofaste hestefoderkunder hos Duvil, forklarer Lars Broe", direktør i AgroLand.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle