Formanden for Vestjysk Landboforening frygter, at den seneste tids ulveangreb blot er toppen af isbjerget. Han råber nu vagt i gevær.
I Vestjylland har husdyravlerne brug for, at der bliver taget hånd om problemulven nu.
Sådan lyder konklusionen fra formanden for Vestjysk Landboforening, Søren Christensen, efter at DNA-prøver nu har fastslået, at 21 får omkring Holstebro blev slået ihjel af ulve tilbage i starten af februar.
"Det er fint nok, at miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har varslet et opgør med EU’s fredning af ulven, men husdyravlere har brug for, at der sker noget med det samme de steder, hvor ulven gang på gang angriber husdyr", siger Søren Christensen, formand for Vestjysk Landboforening i en pressemeddelelse.
"På borgermødet i Holstebro i januar lovede ministeren, at ulven kunne reguleres der, hvor den er et problem. Og hvis de gentagne angreb på får i den vestjyske ulvezone ikke er et problem, så ved jeg ikke, hvornår det nogensinde bliver det", siger Søren Christensen.
Han peger på, at der i halvandet år har været stribevis af dokumenterede ulveangreb i området trods de afværgeforanstaltninger, som husdyrholderne har iværksat i samarbejde med Miljøstyrelsen.
"På et tidspunkt bliver det nok. Når man ser en massakre på 21 får bag såkaldt ulvesikkert hegn, så må vi konstatere, at man ikke kan hegne sig til en løsning. Så står vi i stedet med et kobbel problemulve, som man ifølge Miljøstyrelsens egen forvaltningsplan skal bortregulere. Om det drejer sig om en eller flere problemulve, må dna-prøverne kunne fortælle, men for de vestjyske husdyrholdere handler det om, at der gøres noget ved problemet, inden får, kvæg og heste for alvor skal på græs i de kommende måneder", siger Søren Christensen.
Vestjysk Landboforening frygter, at man foreløbigt kun har set toppen af isbjerget i forhold til ulveproblematikken, og de har derfor lavet et mindre kartotek med informationer på deres hjemmeside, hvad man kan gøre, hvis man frygter, at der er ulve i nærheden af ens husdyr.