For tredje gang er et ulvepar forsvundet, uden at forskere har set kadavere eller spor fra dem andre steder.
Et ulvepar i Ulfborg-reviret i Vestjylland er på mystisk vis forsvundet.
Det konkluderer ulveforskere, der holder øje med den danske ulvebestand for Miljøstyrelsen.
Der er ikke set livstegn fra ulveparret siden sommeren 2021.
Nu regner ulveforskerne med, at de to ulve er døde. Det fremgår af en nyhed på hjemmesiden ulveatlas.dk.
- Da ulvepar ikke udvandrer, er eneste forklaring, at de begge må regnes som forsvundet og dermed døde uden at være blevet fundet, skriver forskerne.
Det er tredje gang, at et ulvepar forsvinder fra området, uden at forskerne efterfølgende har fundet kadavere eller dna-spor af ulvene andre steder.
Professor ved Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet Peter Sunde kan ikke finde en naturlig forklaring:
- Vi kan selvfølgelig ikke sige, hvad der er sket i det konkrete tilfælde. Men vi må bare konstatere, at forsvindingsraten i Ulfborg-reviret de seneste fem år har været uforklarlig høj ud fra det, vi ved om den naturlige overlevelse blandt ulve, siger han til TV MidtVest.
- Enhver må gøre sine egne tanker om, hvad der kan være sket. Jeg konstaterer bare, at det her ikke kan forklares biologisk, tilføjer han.
I januar sidste år oplyste ulveforskerne, at i alt ni ud af 24 ulve, som har sat fødder på dansk grund, er forsvundet.
Man ved med sikkerhed, at én ulv er blevet skudt herhjemme. Det skete 16. april 2018, da en hunulv blev skudt og dræbt på en mark nær Ulfborg.
Det blev dokumenteret, da en ulvespotter befandt sig i nærheden og tog billeder.
Efterfølgende blev en 66-årig mand idømt 40 dages betinget fængsel.
Da sagen kom for landsretten, blev manden også frataget sit jagttegn og retten til at generhverve det de næste to år.
/ritzau/