Vestjyske landmænd vil gøre Lemvig Kommune selvforsynende med gas

En gruppe vestjyske landmænd vil med nyt biogas-projekt gøre Lemvig Kommune selvforsynende med grøn gas.

En gruppe vestjyske landmænd stifter nu virksomheden Lemvig Green Development, der har store planer om at etablere et nyt biogasanlæg og koble en stribe energikilder sammen. Målet med virksomheden er at skabe en bæredygtig og selvforsynende klynge.

Bag firmaet står foreløbig fem landmænd og Skovgaard Energy. En ansøgning om at bygge et helt nyt biogasanlæg er indsendt.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

- Landbruget er traditionelt set ikke blevet opfattet som løsningen på klimaudfordringerne, men nok nærmere en del af udfordringen. Nu investerer vi og går ind i et projekt, hvor vi lidt forsimplet sagt vil gøre hele Lemvig Kommune selvforsynende med grøn gas, siger Bjarke Bitsch, der er talsmand for det nystiftede firma Lemvig Green Development.

Redukion på 45 procent inden 2030

Planen er, at den nye produktion af biogas skal koordineres og tænkes sammen med andre energi og forsyningskæder i Lemvig Kommune.

I Lemvig Kommunes klimahandlingsplan, DK2020, skal landbruget reducere udledningen af drivhusgasser med 45 procent inden 2030.

Fra politisk hold i Lemvig Kommune er der glæde over planerne med ambitiøse og bæredygtige grønne løsninger. Ikke mindst set i lyset af de nationale målsætninger som konsekvens af krigen Ukraine, at vi hurtigst muligt bliver frigjort af gas fra udlandet.

- Fantastisk hvis hele Lemvig kommune kan bliver 100 procent selvforsynet med grøn energi inden for få år, siger borgmester Erik Flyvholm fra Lemvig Kommune i pressemeddelelsen.

Han understreger, at Lemvig Kommune netop skal fastholde positionen, som en af de fremmeste grønne kommuner med fokus på klimaet.

- Landbruget er ikke problemet, men en del af løsningen, siger borgmesteren og peger på, at det har vi allerede set omkring vind og solcelleområdet  - og nu også på gasområdet.

Niels Bjerre, bestyrelsesformand for Lemvig Biogas, ser store perspektiver i de nye planer i følge pressemeddelsen:

- Vi har i dag et velfungerende biogasanlæg og ønsker, at alle landmænd på Lemvigegnen får mulighed for at kunne afgasse deres gylle. Derved kan landmanden dokumentere sin CO2 reduktion, som bliver meget nødvendigt fremadrettet, for at kunne opretholde husdyrproduktionen, siger han.

Hos Lemvig Varmeværk ser formand for bestyrelsen, Per Strøm Kristensen, også frem til samarbejdet, og tilføjer:

- Lemvig Varmeværk er altid parat  til at kigge positivt på nye ideer og muligheder, så længe det ligger op ad vores strategi om billig, stabil og CO2-neutral fjernvarme til vores forbrugere, siger han.

Virksomheden FMC bruger i dag betydelige mængder gas, med krigen i Ukraine er der skabt potentielle udfordringer med hensyn til forsyningssikkerhed. Hos virksomheden ser man landmændenes initiativ som en del af løsningen på såvel forsyningssikkerhed som klimaudfordringer.
 
- Kunsten er at tænke på tværs af brancher. Med det nye samarbejde forventer vi ikke bare at bevare danske arbejdspladser og produktion i Danmark. Vi bliver endnu mere konkurrencedygtige i forhold til resten af verden, der alle kæmper med disse udfordringer, siger direktør Jakob Kyllesbech fra FMC.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle