Veterinærchef efter flere udbrud af fugleinfluenza: Vi er enormt bekymrede

Veterinærchef fra Fødevarestyrelsen beder alle avlere af fjerkræ og fugle om at passe ekstra godt på i og omkring deres besætning.

To danske besætninger med fjerkræ er blevet smittet med alvorlig fugleinfluenza og efterfølgende slået ned. Flere vilde fugle er fundet døde, og rundt om i Europa melder flere lande også om udbrud af den smitsomme sygdom.

Nu understreger veterinærchef i Fødevarestyrelen, Birgit Hendriksen, vigtigheden af, at de danske avlere er opmærksomme på, at deres dyr ikke kommer i kontakt med vilde fugle eller afføring fra vilde fugle.

"Der skal ikke meget til. Har smittede vilde fugle gået og klattet på et areal, og en avlers dyr efterfølgende går i området og roder, så bliver de hurtigt smittet", siger Birgit Hendriksen fra Fødevarestyrelsen.

De smittede vilde fugle kommer fra Rusland og Kharzakstan og mellemlander i Danmark på deres træk til Afrika.

"Det er super vigtigt, at folk holder deres fjerkræ inde. Der er ingen tvivl om, at det her er en stor udfordring i Europa lige nu. Både i Holland, Tyskland og Irland har man erklæret, at man har haft endnu et udbrud, og det gør, at vi er enormt bekymrede", siger veterinærchefen.

"Der er ikke noget, der tyder på, at det her holder op, før alle de vilde fugle er nået til Afrika", siger hun.

Pas på eksporten og dine dyr

Udbruddene herhjemme har betydet, at alle fjerkræavlere og ejere af fugle skal holde deres dyr under tag eller i overdækket hønsegård. Derudover er der indført sikkerhedszoner omkring de smittede besætninger, hvor der ikke må handles eller flyttes dyr.

Men det er også vigtigt, at avlerne er opmærksomme på deres fodtøj.

"Det er vigtigt, at folk holder deres fjerkræ inde, skifter sko og ikke går en tur i marken og vader rundt i gåseklatter og så går ind til deres fjerkræ", siger Birgit Hendriksen.

Udbruddene har også betydet et eksport-stop af fjerkræprodukter til visse lande uden for EU. Eksportrestriktionerne ophæves først minimum 30 dage efter det seneste udbrud.

"Det har rigtig stor betydning for vores eksport det her. Det her en en kraftig opfordring til at passe på. Det gælder jo også avlernes dyr, så har man avlet på noget, man er glad for, så hold dem endelig inde og tag ikke noget ind i besætningen, som vilde fugle kan have klattet på", siger veterinærchefen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle