Veterinærchef om nyt udbrud af fugleinfluenza: Det er bekymrende

Lasse Holm koordinerede indsatsen fra Veterinær Øst, da en kalkunfarm mandag blev konstateret smittet med fugleinfluenza. Han har længe været bekymret for, hvornår det næste udbrud ville komme.

Det har på en eller anden måde blot handlet om tid. Alle inden for fjerkræbranchen ved, at fugleinfluenzaen efterhånden er et arbejdsvilkår, og efter det værste udbrud af fugleinfluenza, der hærgede fra november sidste år og indtil juni i år, har de danske fjerkræavlere næsten kun gået og ventet på nyheden om, at sygdommen igen var tilbage i landet.

Og mandag skete det. Blot få måneder efter Fødevarestyrelsen kunne erklære Danmark fri for fugleinfluenza, blev en ny besætning ramt. En kalkunfarm i Sønderrup Sønder ved Skælskør med lige under 28.000 dyr var blevet smittet.

"Jeg har været bekymret længe, og jeg er det også stadig. Det her starter ikke godt på efteråret", siger Lasse Holm, det er konst. veterinærchef i Veterinær Øst under Fødevarestyrelsen. Han stod for at koordinere den lokale indsats på kalkunfarmen, hvor alle dyrene skulle slås ned for at mindske risikoen for smittespredning.

"Vi gør, hvad vi kan, men det er åbenbart en meget ondartet virus, der florerer", siger Lasse Holm.

Ramt igen

Kalkunfarmen, der blev konstateret smittet tidligere på ugen, er ejet af det tyskejede firma APM Danmark A/S, der med i alt ni farme er den suverænt største producent af kalkuner i Danmark.

Fire ud af ni af APM Danmarks farme blev smittet med fugleinfluenza i foråret. Det tyder dog ikke på, at virksomhedens smittebeskyttelse ikke har været i orden:

"Det er mit indtryk, at AMP er meget seriøse omkring smittebeskyttelsen, men at de er blevet ramt alligevel. Vi har jo været derude i forbindelse med, at de skulle sætte kalkuner ind igen, og der har vi ikke haft noget at udsætte på deres smittebeskyttelse", siger Lasse Holm.

I stedet tyder alt på, at smitten kommer til med trækfuglene, når de passerer Danmark. Selv den mindste fugleklat fra en smittet vild fugl kan være nok, og med de meget åbne kalkunhuse er det svært at holde smitten ude, konstaterer veterinærchefen. Noget tyder også på, at kalkuner er ekstra modtagelige over for denne type, H5N8, siger han.

Staldpligt genindføres

Med det nye udbrud er nu 18 fjerkræbesætninger blevet smittet siden november sidste år, og over 200.000 stk. fjerkræ er blevet aflivet. Det har kostet branchen i både sænkede noteringer og mistet eksport.

Når et land rammes af fugleinfluenza, stopper nogle tredjelande og store eksportmarkeder for Danmark nemlig deres import af danske fjerkræprodukter. Hvor galt det vil gå med henholdsvis eksporten og antallet af udbrud er det dog for tidligt at sige noget om, men Fødevarestyrelsen hævede tirsdag deres trusselsvurdering for fugleinfluenza-smitte fra ’lav’ til ’høj’.

Det betyder, at alle fjerkræholdere landet over nu igen er pålagt at holde deres dyr inde i stald eller hønsegård eller overdækket.

Staldpligten gjaldt også næsten syv måneder under det seneste udbrud, hvor fjerkræet skulle holdes under tag eller overdækning fra 6. november 2020 til 29. maj 2021.

Faktaboks

200 millioner:

  • En analyse fra Københavns Universitet anslår, at den sidste periode med fugleinfluenza kostede Danmark og branchen 200 mio. kr. i både statslige udgifter til rengøring og aflivning samt i tabte eksportindtægter.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle