Det snart forgangne år har vist, at vi har fået fremavlet en ny gruppe mellemteknikere, læger og ingeniører, som har sat den herskende sygdomsforståelse skakmat. Årsagen er den ulyksalige opsplitning af de veterinærvidenskabelige discipliner. Det er på høje tid at samle de veterinære discipliner igen i en egentlig veterinærskole.
Kronik af dyrlæge dr.med.vet. Jens Laurits Larsen. Rådyrvej 2, Nødebo, 3480 Fredensborg
Landbohøjskolen, KVL, var fra sin oprettelse i 1858 landbrugets universitet, hvor alle uddannelser havde en mission og vision, der støttede op om landbruget. Ud over sygdommene udviklede dyrlægerne kød- og mælkekontrollen, og mejeriingeniøruddannelsen blev også placeret ved KVL.
Op gennem 1900 tallet opbyggedes et nært samarbejde om udryddelse, forebyggelse og behandling af både mildere og ondartede smitsomme sygdomme, samt handlingsplaner vedrørende zoonoser, når sygdommene truede.
Udryddelsen af kvægets tuberkulose og kalvekastningsfeber kom til at danne basis for et samarbejde mellem forskningen, veterinærvæsenet og Landbruget – kaldet: Den danske Model. Det blev indledningen til husdyrsygdomsbekæmpelsens guldalder og en succes båret af fremsynethed og et tæt samarbejde, som andre landes myndigheder misundte os (Henriksen 2014 i Dansk Veterinærtidsskrift).
Men fra omkring år 2000 startede embedsmandsværket dets raseren og hærgen. Veterinærdirektoratet blev opslugt i Fødevarestyrelsen. Kredsdyrlæger og stadsdyrlægerne med deres laboratorier forsvandt og dermed deres lokalkendskab og kontakt til landbrug og erhverv. Universitetsloven i 2003 og fusionerne universiteterne imellem bragte KVL under Københavns Universitet, KU, hvor den veterinær ekspertise i zoonoser mv forsvandt i Det Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærvidenskab og Naturressourcer.
Fødevarestyrelsen havde af politiske og taktiske grunde overført fagområder til Danmarks Veterinærinstitut, der så blev omdøbt til Danmarks Fødevareforskning, DF, som i denne dårligt organiserede proces havnede ved Danmarks Tekniske Universitet, hvis forudsætninger og viden om husdyrsygdomme var totalt fraværende.
I andre lande har man veterinærmyndigheder, men i Danmark blev Veterinærdirektoratet og Veterinærdirektøren underlagt Fødevarestyrelsens ledelse, og samtidigt fjernedes det perifere, diagnostiske netværk med dets store faglige viden, erfaring og lokalkendskab. Det betyder nu, at faglige afgørelser kan blive overtrumfet af jurister og økonomer, DJØFerne.
KVL og den veterinære sektorforskning i DF blev underlagt henholdsvis Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet, der efter 2007 systematisk har maltrakteret og undermineret både uddannelsen og det veterinære beredskab uden nogen som helst omsorg for opretholdelse af den faglighed, der er bydende nødvendig for dyrenes sundhed og fødevaresikkerheden.
Det mest eklatante er virusområdet, hvor KU har nedlagt et professorat og et lektorat i virologi. Samtidig er der fra DTU elimineret to eksperter i eksotiske vira, som mund- og klovesyge og svinepest virus, en i fjerkrævirus og to i fiskevirus. I alt syv eksperter i en tid, hvor sygdomme florerer og fortsat vil.
Denne manglende koordination viser det absurde i placeringen af et lille område som det veterinære, på to universiteter. På KU har der endvidere været manglende ansættelser i professoraterne for de store dyr. Universitetsreformen indførte samtidig en ledelsesstruktur med »urørlige« rektorer og en personalepolitik, der giver refleksioner til en berygtet mur.
Det har mindst to konsekvenser – problemer med rekrutteringer og tilbageholdenhed med at detage i den offentlige debat.
Inseminører og mellemteknikere på slagterierne overtog ved aftaler mellem landbruget og dyrlægeforeningen en del dyrlægearbejde. Men i år er der som nævnt kommet nye mellemteknikere på banen som for eksempel læger, hvis ekspertise ligger inden for molekylær mikrobiologi. Ledelsesfilosofien på universiteterne promoverer synliggørelse af forskningen, og her har »de molekylære« mikrobiologer og statistikere været på forkanten. Meget fordi de genererer hurtige resultater og beredvilligt kommunikerer dem til en sensationshungrende presse.
Men viden om sygdomme og deres sammenhænge kræver en meget dybere indsigt, som ikke nødvendigvis er forbundet med hurtige metoder. Den indsigt og viden, dyrlæger normalt er udstyret med, har basis i fag som mikrobiologi, virologi, parasitologi, patologi, farmakologi og hygiejne, hvortil kommer kandidatfagene om sygdomme og levnedsmiddelkontrollen.
Omklamringen, spredningen og udtyndingen af de veterinære discipliner - samt fordoblingen af studenteroptaget på veterinærstudiet, er en ulyksalig konsekvens af ovennævnte reformer. Alt er sket i hensynet til den politiske og økonomiske virkelighed (taxameterpengene) og ikke den faglige, som burde være universiteternes fornemste opgave. Ledelsessystemet har kvalt den kritiske tilgang, der altid har båret de akademiske områder frem. Så når uddannelses- og forskningsministeren ønsker, at universiteterne skal blande sig i samfundsdebatten, er dette alene forbeholdt ledelseshierakiet og de særligt udvalgte, der har den politiske velsignelse.
Et system, der konsekvent undergraver den respekt og selvtillid, som normalt er knyttet til stor viden og international anerkendelse og format, er uegnet til at udvikle dygtige rådgivere og eksperter. Det er også uegnet til at rekruttere kompetente forskere. Valget af en stilling ved et universitet havde basis i en udstrakt forsknings-, undervisnings- og ytringsfrihed. Når dette mangler, er betingelserne og lønnen bedre i industrien, der altid går efter de dygtigste. Dette bliver i særlig grad problematisk, når det gælder områder, der er ansvarlige for mennesker og dyrs ve og vel og dermed liv og død.
Hvorfor bør landbruger reagere? Fordi 2014 har vist, at man ved at splitte et specifikt område fik undermineret baggrunden for Danmarks høje veterinære stade, som var et varemærke og en kvalitetsgaranti for vor eksport. Den veterinære integritet i de veterinære institutioner blev brudt, da en ny ledelse og et nyt ministerium helt uhørt ikke respekterede et flertal i en ny bestyrelse. Naboen KVL havde et Fødevareinstitut, Human Ernæring samt alle veterinære discipliner, men alligevel blev DTU valgt, og bestyrelsens autoritet tilsidesat og overtrumfet.
DTU kan bygge nye faciliteter for 1,2 mia. kr., men har (selektivt?) fyret adskillige eksperter; her betyder mennesker åbenbart ikke alt. Det var nu engang KVL, der etablerede den veterinære sektorforskning!
Inden alt dette kommer for vidt, bør landbruget overveje, om forandringerne er til dets fordel, eller om vi er kommet ind på et skråplan. Hvem skal håndtere husdyrsygdommene i dette land? I lande, vi sammenligner os med, er det dyrlæger. Baggrunden for at styre sygdomme er i alle trin: diagnostikken. Det var KVLs, SVSs og SVIVs varemærke og afgørende for hurtige indgreb. Kun ved at samle Det veterinære Beredskab fra DTU og de veterinære discipliner ved KU i én veterinærskole, kan Danmark igen få et stærkt veterinærområde med kompetente rådgivere og ikke marionetter styret af tilfældige politiske virkeligheder. Dette burde samtidig skabe bedre udnyttelse af ressourcer, give rationaliseringsmuligheder samt mere robusthed ved besparelser.
I en veterinærskole vil beredskabspengene batte betydeligt mere end i en bureaukratisk kolos som DTU. Kampen mod »resistente« infektioner skal stadig føres, men med øget fokus på løsninger, der burde være enhver dyrlæges målsætning. Landbruget og Danmark må være klar over, at husdyrsygdomme, zoonoser og resistensproblemer permanent vil være en trussel i en globaliseret verden. Derfor bør de veterinære aktiviteter samles i en samarbejdende, robust veterinærskole, hvis placering, organisering og styring må forhandles og diskuteres.
Det er tankevækkende, at DTU ikke er i stand til at levere de rette ingeniører til Vestas men til gengæld blander sig i husdyrsygdomme og veterinærmedicin. Områder, som DTU hverken har viden om endsige baggrund og forudsætninger for. Det er fagligt set patetisk.
