»Hvis du køber en campingvogn, er det, fordi du er ved at blive gammel!«
Min kloge kone har gjort sin stilling helt klar. Hun er vokset op i en familie med campingvogn og en far, der ikke kunne bakke med vognen spændt på. Og hun har SLET ikke lyst til at tage på ferie med en campingvogn på slæb.
Men det har jeg, selv om det måske er af mindre betydning.
Vi har faktisk prøvet. Lejet en vogn i USA og kørt rundt med den i tre uger. Den levede - for at sige det mildt - op til alle hendes fordomme: Faldefærdig, møgbeskidt, fyldt af buler. Og den første aften, vi havde den, måtte vi bakke en halv kilometer fordi vi var kommet ned ad en vej, der kun blev dårligere.
»Og så langsomt, man skal køre«, tilføjer hun uden at høre på mit ellers velforberedte foredrag om tempo 100 godkendelse.
»Campingvogne - dem skulle der sprøjtes for«, siger nogle venner, der kommer på besøg. Og jeg kan se, hvordan min kloge kone fryder sig over udsagnet.
Men jeg har et hemmeligt våben: Vi har lånt en campingvogn af min svoger. Det kan hun jo ikke sige nej til, og vi drager på en særdeles vellykket weekendtur. Selv hun må - om end modvilligt - indrømme, at hun nyder det.
»Hvis jeg nogen sinde skal have en campingvogn - og jeg siger HVIS - så skal der i hvert fald være cykelholder på«, bekendtgør hun med fast stemme.
Og ja selvfølgelig. Og alt andet hun vil have: Det skal bare monteres, siger jeg.
Men hun ser stadig dybt tvivlende ud. Et eller andet i hendes indre kæmper, fornemmer jeg.
Jeg har allerede fundet den model, vi skal have. Brugt selvfølgelig. Der er ingen grund til at ofre en formue på det, tænker jeg.
Eller også skal jeg bruge mine fritimer på at sætte en i stand, fortsætter jeg min tankerække en aften foran computeren på jagt efter brugte campingvogne.
»Hvad laver du oppe ved den computer?« spørger hun.
»Arbejder!« svarer jeg.
Igen ser hun tvivlende ud, og jeg tør slet ikke tænke på, hvad hun tænker.
Jeg nøjes i første omgang med at købe et par spejle til bilen og lyver - en lille smule - om, hvor dyre de har været.
