Viceborgmester dømt i Landsretten - derfor er han glad

Godt nok blev han dømt til at genoprette to søer, men alligevel ser landmand og lokalpolitiker Benny Ravn Bonde det som en sejr.

Det afgørende var, at Landsretten gav ham medhold i, at en tredje "sø" ikke skulle reetableres - og det fik han. Historien er beskrevet i JydskeVestkysten, men Landbrugsavisen.dk har ringet Benny Ravn Bonde - der er viceborgmester og miljøudvalgsformand for Liberal Alliance i Haderslev Kommune - op  for at få den uddybet.

Sagen går fire et halvt år tilbage. Oprindeligt ønskede kommunen, at han reetablerede fire søer. Byretten afviste et af kommunens krav, men gav kommunen medhold i tre af søerne.

Benny Ravn Bonde siger til Landbrugsavisen.dk, at han egentlig var villig til at acceptere reetableringen af de to søer, men den tredje var han imod. Af proces-årsager var han nødsaget til at anke alle tre søer, siger han.

Den tredje sø var ifølge Benny Ravn Bonde landbrugsjord, som dog i en periode havde været sumpet til, fordi noget dræn ikke fungerede. Da han lagde to matrikler sammen, fik han drænet til at virke ved at spule det igennem.

"Kommunen havde sagt, at hvis man spuler et dræn så aggressivt, så svarer det til at få et nyt dræn. Det var en tolkning, som embedsmændene inde i Haderslev sagde."

Det nægtede han at acceptere.

"Det kan ikke være rigtigt, at en landmand ikke må passe sine dræn. Det er god landmandsskik. Det fik jeg medhold i landsret."

Ifølge Benny Ravn Bonde havde hans rådgiver ved Sønderjysk Landboforening anbefalet ham at anke byrettens dom, fordi man ellers risikerede, at den kunne danne præcedens for andre landmænd med lignende sager. Nu har Landsretten afgjort, at man gerne må spule sit dræn.

På grund af sin dobbeltrolle som miljøudvalgsformand og anklaget, er Benny Ravn Bonde glad for, at der nu er sat punktum i sagen.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle