Viceformand melder ud: Går efter genvalg, ikke formandspost

Viceformand Thor Gunnar Kofoed melder ud, at han går efter at forblive viceformand i L&F. Samtidig mener han, at første og indtil videre eneste kandidat Søren Søndergaard har en god profil til formandsposten.

Spekulationerne, om hvem der kunne være interesseret i at blive ny formand i Landbrug & Fødevarer, er i fuld gang.

Selv har viceformand Thor Gunnar Kofoed overvejet sagen, men melder nu klart ud, at han agter at gå efter at fortsætte som viceformand.

"Jeg har selvfølgelig tænkt over sagen, og der er også nogle, der har opfordret mig til at gå efter formandsstolen, men jeg har besluttet mig for at stille mig til rådighed som viceformand", siger han og fortsætter:

"Det gør jeg, fordi jeg har befundet mig rigtig godt på den post, hvor min ballast fra planteområdet, EU og det politiske har spillet godt sammen med de dagsordener, vi har arbejdet med. Det er klima, natur og biodiversitet, men også biogas, hvor vi snart fremlægger en ny strategi for L&F".

skal få folk til at lytte

Sammen med sine overvejelser om sin egen rolle har Thor Gunnar Kofoed desuden dannet sig et billede af, hvad han ser i en ny formand.

Han fremhæver især, at det skal være en dygtig kommunikatør.

"Det skal være en, der er rolig og tillidsskabende som person. Det er vigtige forudsætning for at få folk til at lytte", siger viceformanden og fortsætter:

"Samtidig håber jeg på et generationsskifte, der kan tale med den generation af politikere, der kræver så meget af os nu og her".

have gummistøvlerne på

Thor Gunnar Kofoed vil ikke pege på et navn, men nævner, at han håber på en i 40'erne med små børn eller børn i skolealderen.

Netop den beskrivelse passer rigtig godt på svineproducent Søren Søndergaard, som torsdag har offentliggjort sit kandidatur.

"Søren passer rigtig godt på det, jeg mener, L&F har brug for, så skulle det blive ham, vil jeg glæde mig til at arbejde sammen med ham", siger Thor Gunnar Kofoed.

Udover kommunikationen og billedet ud af til skal være en formand, der selv er en dygtig landmand med hænderne i mulden og fødderne i et par gummistøvler.

"Det giver et stort plus i argumentationen, både overfor vores modstandere, men også overfor forskningen og bureaukratiet. Derfor er det erfaringsmæssige så vigtige. Derfor mener jeg også, at det er vigtigt, at vi holder fast i et stærkt formandskab og ikke overlader al arbejdet til direktionen", siger Thor Gunnar Kofoed og tilføjer:

"Bliver jeg genvalgt som viceformand vil jeg selvfølgelig bakke op om hvem end, der bliver valgt, og jeg vil udfylde de kompentencemæssige huller, som en ny formand eventuelt vil have".

Emneord

Formandsvalg 2020

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle