Viceformandskandidater vil være foran på klima

Klimadagsordenen skal gøres til en vindersag ved at sætte ambitiøse mål. Landmand kaldte det overbudspolitik.

”Vi skal sige det rigtige, ikke bare noget, der kan redde produktionen her og nu".

Sådan lød kommentaren fra Thor G. Kofoed, som er kandidat til viceformandsposten i Landbrug & Fødevarer ved det kommende valg, da der var valgmøde i Sønderjysk Landboforening torsdag aften. Og de øvrige kandidater var også rede til at være langt fremme i skoene på klimaområdet.

Spørgsmålet blev bragt på banen af Jørgen Schmidt, der havde talt med tidligere klimakommissær Connie Hedegaard, som kritiserede at landbruget er sluppet for let i regeringens klimaudspil.

”Klimadebatten er kun lige begyndt. Den er svær efter den varme sommer, hvor alle i byerne er bekymrede. Det vi kan gøre er at arbejde for lange overgangsperioder, når der kommer krav. Hvis vi skal kæmpe mod alle NGO’erne har vi tabt”, sagde Thor G. Kofoed.

Torben Povlsen, pegede på, at landbruget er en del af klimaløsningen. Derfor mener han, at det er beklageligt, at landbruget ikke bliver anerkendt for det, det gør.

”Det er ikke os, der får de grønne beviser, når vores affaldsprodukter bliver udnyttet til gavn for klimaet. Vi er bare leverandør”, påpegede han.

Frederik Lüttichau er ikke i tvivl om, at landbruget står over for en klimadagsorden. Han mener, at man skal gøre klima til en vindersag. Han påpegede, at FN efterlyser bæredygtig intensiv produktion.

”Det er vi verdensmestre i. Vi skal fortælle samfundet, hvor lidt resurser, vi bruger på at lave et kg kød og et kg korn. Vi skal tage Connie Hedegaards opfordring meget alvorligt og sætte nogle klare mål”, sagde han.

Poul Henrik Prahl var heller ikke i tvivl om, at landbruget kommer til at levere på klimadagsordenen.

”Jeg blev glad, da jeg læste, at regeringen vil frede os, så vi får tid til at finde løsninger. Men det er en varm kartoffel, de skal nok komme efter os. Der kan være mange gode tiltag, vi kan spille med på, så vi bliver en klimaaktør”, sagde han.

Blandt tilhørerne var der både forståelse for, at klima bliver en vigtig sag, men også bekymring over så meget viceformandskandidaterne tilsyneladende er klar til at gå med på.

”Jeg synes, det er lidt overbudspolitik. Det kan være lidt svært at forstå ude på bedrifterne, især nu, hvor vi er så pressede. Det er os, der skal levere", sagde en landmand efter mødet.

Valg af viceformand finder sted på delegeretmøde i november.

Emneord

Viceformandsvalg

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle