Video: 3F blokerede indgang til minkfarm

Onsdag morgen havde 3F sat en blokade op foran en minkfarm i Gjøl. 3F har startet en konflikt mod det firma, der bistår Fødevarestyrelsen i at aflive de mange nordjyske mink.

Onsdag morgen omkring kl. 7:30 stod 3F klar med de røde faner ved Gjøl Kirke i Nordjylland.

Nær kirken er nemlig også indgangen til avler Poul Frederiksens minkfarm, hvor Fødevarestyrelsen og beredskabet lige nu er igang med at aflive den corona-ramte besætning.

Men til at bistå Fødevarestyrelsen i at aflive de mange nordjyske mink har man hyret virksomheden Christian Minkservice IVS, som ifølge ifølge 3F baserer sin arbejdsstyrke på rumænsk arbejdskraft, der ikke har en overenskomst.

Derfor truede 3F allerede tirsdag med en konflikt mod firmaet.

Virksomheden har indtil nu afvist at skrive overenskomst med fagforeningen, selvom virksomheden har været ved forhandlingbordet, oplyser Per Kjeldsen, der er formand for 3F Midtvendsyssel.

Omkring 20 personer fra 3F var mødt op og holdt blokaden, så Fødevarestyrelsen i første omgang måtte opgive at komme ind på minkfarmen. Lidt efter kom styrelsen dog tilbage med assistance fra politiet, der bad 3F opløse blokaden. Ellers ville de blive fjernet med magt. 

Video: PRESSEFOTOGRAFEN.NU

Efter omkring en time opløste 3F blokaden og lod bilerne igennem.

"Det gik stille og roligt, og vi fik afleveret vores budskab. De skal vide, at de tager del i en konflikt med 3F. Nogle er selvfølgelig blot ansat og passer deres arbejde, men vi ville gerne sende et signal til ministeren. Vil han virkelig være en forlænget arm for social dumping? Jeg synes ministeren (Mogens Jensen (S) red.) skal tænke sig om", siger Per Kjeldsen fra 3F til landbrugsavisen.dk.

Flere problemer i staldene

Ifølge Per Kjeldsen har 3F startet konflikten for at sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold, men der er også andre punkter at kritisere.

"Styrelsen og embedsværket maler et billede af, at alt er i orden, men det er det ikke. Der er ansatte, som afliver mink i de der beskyttelsesdragter, som besvimer på grund af iltmangel og må slæbes ud fra staldene, de mangler instruktioner, bliver bidt, stresser dyrene og lader dem slippe fri. Og så mangler de også ordentlige toiletforhold", siger Per Kjeldsen.

Christian Minkservice IVS, der har adresse i Hjørring, arbejder med blandt andet pasning og aflivning af mink.

3F håber, at der er en aftale på vej, ellers er man klar til at overveje endnu en blokade.

Direktør i Christian Minkservices IVS, Catalin Aurel Ciuca, har til Nordjyske forklaret, at han ikke er interesseret i en overenskomst, og at forholdene for hans medarbejdere er i orden.

"Mine ansatte får 100 procent det samme, som 3F forlanger. Og jeg er ikke interesseret i en overenskomst. Hvorfor skulle jeg gøre det? De kan tjekke alle mine papirer og lønnen", har han sagt til mediet.

Emneord

coronavirus mink , video

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle