Video: Arlas topchef åben for mælkepris baseret på klima-indsats

Det er "Snublende nær", at lade noteringen afhænge af klima-indsats, mener Arlas adm. direktør Peder Tuborgh.

En mælkepris, der er bundet op på den enkelte mælkeproducents indsats for klimaet. Tanken er langt fra usandsynlig for Arlas adm. direktør Peder Tuborgh.

Tværtimod luftede han uopfordret netop den ide, fejringen af  Landbrugsraadets 100-års jubilæum på Axelborg torsdag eftermiddag. Her mødtes de fire største danske andelsselskabers topfigurer i form af Danish Crowns Jais Valeur, Henning Haahr fra Danish Agro, Kristian Hundebøll fra DLG, samt Peder Tuborgh på scenen i en større debat om fremtiden for dansk landbrug.

Og det var tydeligt, at for de fire direktører er klima og bæredygtighed er et brandvarmt emne på direktionensgangen.

"Vores landmænd skal klima-certificeres. Det er ikke én gang for sjov. Det er løbende. Hvem ved, om det bliver en del af betalingsmodellen gående fremad. Det vil være snublende nær at forestille sig det", lød det fra Peder Tuborgh, der fortsatte:

"Så det skal vi være dybt professionelle omkring. Ellers kan vi ikke markedsføre det og ellers rykker det sig heller ikke. Der har vi brug for hinanden. Og vi har holdt to møder allerede nu".

Står stærkt på bæredygtighed

Netop møderne har resulteret i en arbejdsgruppe, der skal udarbejde en fælles, internationalt anerkendt standard for klima-aftryk, sådan at man kan følge hele vejen fra frøet puttes i jorden, til den færdige ret med kød og grønt ender på en tallerken. Modellen skal sikre, at landmændene ikke får talrige besøg af alle andelsselskabernes konsulenter hver især, men at der er samarbejde, fortalte de fire topchefer i debatten.

For Arla var det altså vigtigt at komme videre ad den vej, lod topchefen forstå. Men han fortalte også publikum, at han mente, at Arla og dets 10.300 leverandører har mange forcer, når det gælder klimavenlig produktion.

"Jeg har netop været tre dage i Chicago, og 90 procent af vores samtaler handlede om bæredygtighed, ikke en pind andet. Jeg tror, at vi som fødevareland står godt. Der, hvor vores landmænd står omkring bæredygtighed - de er meget stærkere end mange af dem, vi talte med i Chicago", lød det.

"Vi har et bæredygtighedsindeks, der er mere end dobbelt så godt. Det ville være en forbrydelse, hvis vi ikke udnyttede det", mente han.

Emneord

video , Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle