Video: Ny stald er bedre for dyrene og nemmere for landmanden

Effektivitet er nødvendigt, for der er ikke økonomi i at sælge til low-cost segmentet.

"Indretningen er utroligt vigtig".

Sådan lyder det fra Jesper Ettrup, mens han stadig går og får de sidste ting på plads i den nye stald, som han selv bygger. En stald, der skal rumme 40 ammekøer med opdræt, i alt 90 dyr i den kolde vintertid hvor de ikke kan gå i marken.

Dyr på stald giver ekstra arbejde, men Jesper og hans far Holger Ettrup, der driver Vadgården ved Løgstør, og som arbejder omhyggeligt på at effektivisere stalden, går op i at indrette stalden, så arbejdet bliver lettere.

"Vi lægger mange timer i at indrette og bygge stalden nu, men så sparer vi tid senere. Vi er minded på, at det hele skal blive nemmere. Det skal kunne klares af en mand alene", siger de.

Renere stald

Noget af det vigtige i stalden er at skille ædepladsen og hvilepladsen skarpt. Det gør de med et rækværk imellem. I hvilepladsen er der dybstrøelse, mens ædepladsen bliver muget.

"Når de går op og æder, skider de, og der bliver nemt beskidt. Men når vi kan lukke af mellem ædeplads og hvileplads, kan vi nemt køre ind med minilæsser og skrabe gangen ren, og hvilepladsen forbliver også strøet", siger Jesper Ettrup.

Åbningen mellem ædeplads og hvileplads kan lukkes med en låge. Så de kan skrabe med minilæsseren i fodergangen, mens dyrene er i hvilearealet. Og skal de strø i hvilearealet, lukker de dyrene ind på ædepladsen. Det gør arbejdet lettere og hurtigere, mener de.

De har også indrettet kalveskjul i stalden. En låge adskiller kalvene og de voksne. Kalvene kan frit gå mellem afsnittene gennem en åbning, der er for lille til de voksne dyr. Kalvene kan altså stadig få en tår mælk hos deres mor, men øver sig også i at drikke, æde grovfoder fra foderbordet og kraftfoder fra en foderautomat i fred og ro i kalveskjulet.

"Det er godt, at de lærer at æde grovfoder i en tidlig alder, så de er klar til at komme på græs", siger Jesper Ettrup.

Læs mere i magasinet Kødkvæg, der udkommer i dag, tirsdag, og se hvornår du kan komme til åben stald

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.