Video: For os er bæredygtighed ’mere med mindre’

En Go-Gris udleder mindre CO2 end en gennemsnitsgris. Samtidig har ejerne fokus på natur, miljø, klima, medarbejdere og naboer.

Når Martin, Mads og Jonas tænker bæredygtighed, ser de et billede for sig med forældre, børn og børnebørn. Tre generationer på rad. For bæredygtighed handler om at gøre tingene godt, så næste generation har et lidt bedre udgangspunkt, end man selv havde. Det må ikke være ringere. Den måde, man gør tingene på, skal kunne bære i generationer.

- Vi er nok lidt opdraget til det fra barnsben af, men det hed noget andet dengang. Vi skulle producere mere med mindre, og det vil vi altid arbejde på, forklarer Martin Mogensen.

Go-Gris hedder det selskab, Martin Mogensen, Mads Bie Mogensen og Jonas Würtz Midtgaard ejer i fællesskab, og som prøver at være i front, når det gælder bæredygtighed på alle fronter.

Torsdag blev de kåret som Fremtidens Landmand i kategorien bæredygtighed ved et arrangement på Agromek.

Fokus skifter

Fokus i forhold til bæredygtighed har været lidt forskelligt gennem tiderne. I de senere år er klimadagsordenen blevet stor.

- Bæredygtighed har mange bundlinjer. Økonomien skal være i orden. Hvis vi ikke tjener penge, kan man glemme alt om at investere i bedre miljø, klima, biodiversitet og dyrevelfærd, siger Jonas Würtz Midtgaard.

Go-gris er netop en bedrift, der prøver at spille ind på mange ting. Med de seneste investeringer i staldene kommer søerne til at gå løse hele tiden, bortset fra tre dage omkring faring. Det er for dyrevelfærdens skyld, og de er foran det brede felt af griseproducenter på det punkt. I staldene er der forsøg med grisenes metan og ammoniakudledning samt foderoptag.

Det er også bæredygtighed i marken. Præcisionsteknologi viser vejen, så de kan optimere brugen af både såsæd, gødning og pesticider med henblik på at producere mere med mindre.

Mange dagsordener

Naturen er også med i billedet. Enge bliver plejet af kødkvæg, så de sjældne arter kan boltre sig, og den urørte skov bliver plejet, så den bliver urørt på den måde, samfundet nu gerne vil have den.

Martin Mogensen arbejder også med intelligente bufferzoner med henblik på at udlede mindre kvælstof til omgivelserne.

Go-Gris

1.000 søer plus smågrise

Løsgående søer hele vejen igennem

32.000 slagtegrise

Bæredygtighedscertificeret, udleder 27 procent mindre CO2 end normstandarden

960 hektar med korn, raps, græsfrø og spinatfrø

10 ansatte plus de tre ejere 

Martin Mogensen, ansvarlig for planteavl

Mads Bie Mogensen, ansvarlig for foderblanding og slagtegrise

Jonas Würtz Midtgaard, ansvarlig for søer og smågrise

 

På medarbejdersiden prøver de at gøre Go-gris til en attraktiv arbejdsplads, dels så de kan få de bedste medarbejdere, dels så de kan holde på folk. Samtidig er der plads til fleksjobbere, ligesom der er folkeskoleelever, der bruger en dag om ugen på gården i stedet for at gå i skole.

- For nogen er det mere givtigt, og nogle af dem kommer tilbage som landbrugselever, når de går på landbrugsskole, siger Mads Bie Mogensen.

For samfundets skyld

Bæredygtighed på bedriften understreges også ved, at det er en integreret produktion. Slutproduktet er 32.000 slagtegrise, som er født og opvokset på bedriften, primært fodret med afgrøder fra bedriftens egne marker.

- Det er en helhed, der hænger sammen, og det er også en slags bæredygtighed, fastslår Jonas Würtz Midtgaard.

Det giver dem flere ben at stå på, at de selv har hele produktionskæden - mark, smågrise og slagtegrise. Det er sjældent, at det hele er dårligt på samme tid.

- Vi bliver ikke væltet omkuld af høje foderpriser eller lave priser på smågrise. Det giver stabilitet i det lange løb, siger Martin Mogensen.

Ifølge Mads Bie Mogensen er bæredygtighed ikke kun vigtig for dem selv, men også for samfundets skyld.

- Hvis vi skal have lov at blive her, skal vi spille med. Hvis vi bare kører vores eget show uden hensyn til andre, vil vi blive udfaset. Hvis vi ikke laver de varer, forbrugerne vil have, har vi ikke nogen at sælge til, forklarer han.

Certificeret

I forhold til griseproduktionen har Go-gris fået en bæredygtighedscertificering hos Danish Crown, som også modtager alle deres grise. Den bruger de til at måle sig op mod andre producenter.

Hos Go-gris udleder en gris i gennemsnit 192,1 kilo CO2. Det er 47 kilo CO2 svarende til 22,7 procent mindre end standardnormen. Sammenlagt bliver det til 1.830 ton CO2 om året på hele bedriften

- Forbedringerne kommer i høj grad fra vores fodereffektivitet og måden, vi håndterer gylle med hyppig udslusning, siger Jonas Würtz Midtgaard.

Samtidig bliver gyllen afgasset hos Horsens Bioenergi, hvilket reducerer både lugt og klimabelastning.

- Certificeringen er vigtig, fordi vi kan holde øje med tallene og sætte nye, højere mål, indskyder Martin Mogensen.

Det store skridt

Det store skridt i forhold til at komme i gang med bæredygtighed tog de i forbindelse med, at de byggede den første sostald.

- Vi kunne have bygget en billig løsning, men valgte at bygge til løsgående søer i farestalden, hvilket var helt nyt dengang. Det var dengang, vi tog den store økonomiske beslutning, forklarer de.

Nu er bæredygtighed blevet en del af deres virksomhedsplan, hvor der blandt andet står, at de vil følge med tiden og lytte til det omgivende samfund.

Fremtidens Landmand kåres i tre kategorier: Bæredygtighed, afsætning og teknologi. Vinderen i hver kategori får 25.000 kroner. Konkurrencen er sponsoreret af Jyske Bank, Bridgestone, Sagro, Agromek, Yara og LandbrugsMedierne.

Faktaboks

  • Med det årlige initiativ FremtidensLandmand ønsker vi at inspirere ved hylde nogle af de mange landmænd rundt om i landet, som tænker i nye, stærke forretningsmodeller og som arbejder målrettet med bæredygtighed, teknologi og/eller afsætning.
  • Vi følger de tre vindere af FremtidensLandmand løbende et år efter kåringen.
  • FremtidensLandmand er sponsoreret af Bridgestone, Jyske Bank, SAGRO, Yara og Agromek.

Emneord

Agromek 2022 , Fremtidens Landmand