Video: Skyd høstens første ugevinder - og mange flere billeder fra høsten

Høsten er startet og fra hele Danmark er det strømmet ind med høstbilleder til Skyd Høsten 2019.

Der er for alvor ved at komme gang i høsten, og vi har i de sidste par uger modtaget mange gode historier og flotte billeder fra høsten.

Det stemningsfulde billede af vinterbyghøsten er indsendt af dronefører Henning Staun, som er nabo til marken. Udover at være bidt af droner, nyder han også at følge med i høsten og er imponeret over hvor hårdt de danske landmænd arbejder

Med billedet er Henning Staun ugevinder og kan derfor byde høstholdet på nabogården på høstlagkage.  

Flere andre steder i landet, er de også i fuld sving med høsten af vinterbyg. 

Med far og lillebror som hjælpere i marken, kom 31-årige Jacob Damgaard igennem sine 20 hektar vinterbyg. Med sig havde lillebroderen Lasse Damgaard sin egen nyindkøbte Ford TW-15 med en motor på 215 hestekræfter.

"Min lillebror har altid drømt om at få en gammel traktor, og i vinter fandt han denne her. Han har renoveret motoren, og så skulle den ud og køre i år. Der er ikke nogen naboer, der har en stærkere traktor, så vi kalder den 'Store Blå Boss'", fortæller Jacob Damgaard.

Hos Søren Hansen ved Næstved er vinterbyggen også kommet i hus. Med den 10 år gamle mejetærsker, en Case IH 8010, kom de i mål med de i alt 72 hektar vinterbyg med et udbytte på cirka 9,7 tons.

"Det er faktisk gået over al forventning. Jeg er tilfreds, når vi rammer otte tons. Sidste år høstede vi kun 40 procent af normalen, så vi kan ikke nå at indhente det tabte. Men 2018 har vi lagt bag os. Det her er absolut et plaster på såret", fortæller Søren Hansen på 54 år. 

Også frøhøsten er i fuld gang og billeder af engrapgræs, bakkesvingel, engsvingel og rajgræs er tikket ind.

Høje temperaturer og blæsevejr satte høsten af rødsvingel i gang på godset Grønnesegaard. I alt har godset 70 hektar med rødsvingel.

"Vi er kommet væsentligt tidligere i gang, end vi havde regnet med. Hvis vi bare kan nå at få det høstet, inden det blæser af, er det godt nok", siger godsejer Ditlev Hasselbalch. 

Ligger du inde med et godt, sjovt, smukt eller anderledes billede fra årets høst, kan du deltage via dette link: www.landbrugsavisen.dk/skyd

Skyd Høsten er et samarbejde med Gjensidige. Tjek din høstsikkerhed og vær med i lodtrækningen om en super sej DJI Mavic Air drone til en værdi af 7850 kr.: www.landbrugsliv.dk

Faktaboks

Sådan gør du

Skyd høsten først

Vær den første til at indsende billedet af en høstede afgrøde. Der er præmie til det først indsendte billede af høsten i hver af de følgende 13 afgrøder:

  • Allerede høstet: Engrapgræs, rødsvingel, vinterbyg, alm. rajgræs og vinterraps.
  • Mangler høst: Hvidkløver, vinterhvede, vårbyg, triticale, rug, havre, spinat til frø og hestebønner.

Alle vindere får et gavekort til Restaurant Flammen på 800 kr.

Skyd høsten bedst

Send dit mest skæve, underfundige, flotte, hyggelige eller stemningsfyldte billede ind.

Hver uge kåres en ugevinder, der vinder en skyd-høsten-lagkage. Alle disse billeder deltager i konkurrencen om hovedpræmien, der er en høstfest til en værdi af 25.000 kr.

Blandt alle yderligere indsendere trækkes lod om en iPad WiFi 32GB til værdi 2.280 kr. samt 5 x 1 valgfrit årsabonnement på Mark, Kvæg, Svin, Kødkvæg eller TraktorTech, værdi op til 1.114 kr.

Skyd bedste video

Skyd bedste høstvideo og vind et GoPro Hero6 kamera, værdi 2.590 kr.

 

Du kan deltage i alle konkurrencerne her: www.landbrugsavisen.dk/skyd

Emneord

Skyd Høsten 2019

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle