Video: Ung landmand sælger frisk mælk og is direkte fra gården

100 jerseykøer leverer frisk mælk og is i otte varianter direkte til forbrugeren i et hjemmelavet forretningskoncept på Havdal Gårdmejeri.

Det er ikke mange steder, man kan spise hjemmelavet is, mens koen, der har leveret mælken, går rundt på græsmarken uden for vinduet. Men det er humlen i 27-årige Mette Mikkelsens alternative landbrugskoncept: Hjemmelavet is og frisk mælk direkte fra gårdens egne jerseykøer solgt på adressen.

"Det er min måde at udvikle og prøve at fremtidssikre. I stedet for at vækste på antallet af dyr fokuserer jeg på det produkt, vi allerede har og videreudvikler det. Det giver noget helt specielt for mig at kunne hente mælken fra vores egne køer og se den blive til is eller solgt som friskmælk samme dag", fortæller den unge iværksætter, der formulerede den indledende idé til gårdmejeriet som en mindre del af sin afsluttende opgave på landbrugets virksomhedsleder uddannelse.

"Jeg synes, der er en tendens blandt forbrugerne til, at man vil tættere på fødevarerne og se, hvor de egentlig kommer fra. Det her er om noget den oplagte mulighed for at pleje den trend. Vi sælger vores eget produkt, og så kan gæsterne se staldene og snakke med dyrene samtidig".

Køerne har stadig høj prioritet

Mejeriet er bestemt ikke et ønske om at komme ud fra kostalden fra Mette Mikkelsens side, fortæller hun inde ved gårdens malkestald

"Jeg har nok de samme timer i stalden og i marken som før. Jeg har stadig stort fokus på arbejdet i stalden og selve køerne, og de er forudsætningen for, at vi kan have gårdmejeriet overhovedet", siger hun, mens hun ubesværet påsætter malkemaskiner på en række af jerseykøerne.

"Vi forsøger hele tiden at blive bedre. Vi gør blandt andet meget for at holde et lavt celletal og sikre lav kalvedødelighed. Selv om det ikke er store opfindelser, vi kommer med, giver det en rigtig god fornemmelse, når vi kan se forbedringer, fordi vi har øget fokus på bestemte områder", smiler Mette Mikkelsen og kontrollerer med et skarpt blik, om alle køerne malkes korrekt.

"Der er forbavsende få, som spørger, om vi er økologer, hvilket vi ikke er. Vi har køerne på græs for velfærdens skyld, og det er vist vigtigere for folk at se".

Med i faderens mælkeproduktion

"Det er rart at drive mælkeproduktionen sammen med min far, for der er mange arbejdstimer, når gårdmejeriet også skal passes. Det giver både fleksibilitet og sparring, at vi er to om det", siger den unge landmand, der har ofret mere end bare sved og tårer for at få mejeriet på benene.

"Det har kostet omkring en million kroner. Vi har renoveret bygninger og investeret i maskiner. Der skal tages hånd om mange ting, før man kan blive godkendt til at arbejde med fødevarer på den her måde", fortæller Mette Mikkelsen.

"Det er selvfølgelig en del penge at putte i et projekt, hvor afkastet er meget ukendt. På den måde var det en stort satsning", lyder det fra hende.

Opdelt salg

Størstedelen af mælken sælges til Arla, der er gået med til opdelingen af salget, og forhåbningen er at gårdmejeriets andel vil stige de kommende år.

"Mælken bliver solgt til 14 kroner literen. Men de første fire kroner går til emballage, fordi der er så småt udbud af godkendte mælkebeholdere. Der er også og en pasteuriseringsmaskine, der trækker meget strøm", fortæller Mette Mikkelsen.

"Kundegrundlaget skal have tid til at vokse, og jeg tror, at der kan være en fin forretning i det. Isen har mere eller mindre solgt sig selv fra dag et. Men mælken kræver lidt mere tålmodighed og tilvænning ved forbrugerne, og det skal der arbejdes for", siger hun og tilføjer, at kundekontakten er et vigtigt element.

"Når vi sender mælken med en tankbil, ser jeg ikke, hvor den ender. I mejeriet har vi kontakt med forbrugeren og får meget positiv respons. Andre landmænd har også henvendt sig, fordi de går med lignende overvejelser om at drive forretning", siger Mette Mikkelsen, der glæder sig til at følge udviklingen og se, om der popper flere lignende gårdmejerier op.

3 gode råd

  1. Tænk anderledes: Hvis du følger med i, hvad der sker i verden, får du et bedre grundlag for at lave en forretning, der måske ikke er tænkt på endnu, og det kan være en stor fordel.
  2. Hold fast: Hvis du har et ønske eller en idé du brænder for, så kommer det til at kræve hårdt arbejde. Hvis man vil lykkes med det, skal man blive ved med at kæmpe, også når det går skidt.
  3. Gør noget, du holder af: Du bliver bedst til det arbejde, du selv vil, om det så er dyrehold eller grøntsager.

5 år fra nu

  1. Sælger jeg stadig is: Her fra gårdmejeriet, og forhåbentlig er der endnu flere, der ser noget godt i det, vi laver.
  2. Større del i mælkeproduktionen: Jeg har måske ikke overtaget bedriften, men jeg håber, at jeg har en endnu større rolle. Jeg vil gerne blive ejer eller medejer af mælkeproduktionen, men jeg har også tålmodigheden til at vente til det rigtige tidspunkt.
  3. Måske flere køer: Vi kan nok godendes til lidt flere køer på ejendommen, men det er vigtist for mig at der er harmoni mellem køer og antal hektar, og så skal der være god økonomi i det, hvis vi skal udvide.

FÅ START-UP GUIDEN "KOM GODT I GANG SOM LANDMAND" 

Overvejer du også at blive selvstændig landmand eller er du midt i processen? Hent vores start-up guide ”Kom god i gang som landmand” her og få inspiration til alle de mange små og store valg, du skal træffe, før du kan kalde dig selvstændig landmand.

Start-up guiden udgives af LandbrugsMedierne i samarbejde med Gjensidige og LMO.

Faktaboks

Derfor kandidat: Mette Mikkelsen

  • Mette er med i konkurrencen, fordi hun formår at koble det klassiske landbrug til de moderne fødevaretrends. 
  • Hun har lavet sit koncept fra bunden og står for alt fra opskrifter til salg i gårdmejeriet.
  • Hun er arbejdsom og slækker på ingen måde i stalden, selv om gårdmejeriet også tapper kræfter.
  • Bedriften åbner op for alle, der har lyst itl at se landbruget tæt på, og Mette er en dygtig og nærværende talskvinde for branche.

Blå Bog

  • 1991: Født.
  • 2011: HHX student.
  • 2014: Faglært landmand fra Bygholm Landbrugsskole.
  • 2015: Uddannet produktionsleder.
  • 2016: Uddannet virksomhedsleder.
  • 2017: Gårdmejeriet Havdal.

Jeg er landmand, fordi

  • Jeg brænder for erhvervet. Det er vigtigt for mig, at mine dyr har det godt, så jeg nyder naturligt at passe dem.
  • Det giver mig mulighed for at vælge min egen vej. Jeg kan selv bestemme, hvilke værdier jeg vil arbejde efter, og der er stor frihed og masser af ansvar, som driver mig.
  • Jeg kan lide at levere et kvalitetsprodukt, jeg selv har haft indflydelse på lige fra dyrets fødsel.

Bedriften

  • Konventionel mælkeproduktion med 100 jerseykøer på græs i sommerhalvåret
  • Gårdmejeri med salg af is og mælk
  • Kalvedødelighed på to procent og celletal på 110.000
  • Gårdmejeriet ejes i ApS af Mette og hendes far
  • Mette står for al daglig drift af mejeriet samt regnskaber og administration

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle