Videoer: Landmænd lukker køer tidligt på græs i år

En mild vinter giver basis for tidlig udbinding rundt om i landet.

Der var en, som med et smil på læben bemærkede, at de køer da vist ikke holder to meters afstand.

Sådan fortæller Yke Kloppenburg fra sjællandske Gislinge om en af de kommentarer hun og manden Rein fik, da de torsdag lukkede deres økologiske malkekøer på græs.

For parret er udbinding sidst i marts det tidligste de har prøvet i karrieren. Ret beset skulle køerne vente til Økodagen 19. april. En begivenhed som dog er aflyst pga. situationen med corona.

Udenfor stalden stod 10 hektar slætgræs, som var langt, fordi det våde efterår ikke lod det bjærge. Og da marken alligevel skal lægges om, gør det ikke spor, hvis køerne kommer til at rode lidt op.

"De blev helt vilde, da vi gik og ordnede hegn og vandkar. De vidste godt, hvad der var i vente", fortæller Yke Kloppenburg, som har lagt videoer af udbindingen på facebook.

"Det var her vi fik bemærkningen om køernes indbyrdes afstand. Videoen blev set og liket af utroligt mange. Jeg tror, at alle har brug for noget positivt lige nu, og køerne ved jo ikke, hvad der sker i verden", fortæller hun.

 

 

Mest for motionens skyld

Yke og Rein Kloppenburg er ikke de eneste, som har lukket køerne tidligt på græs i år.

Anne og Gert Glob Lassen fra Ellinglund Økologi åbnede stalddørene allerede 18. marts.

Til landbrugsavisen.dk fortæller Gert Glob Lassen, at køerne mest kom ud for motionens skyld. Han forventer først, at der er stabilt græsoptag i kommende uge, hvis nattefrosten ellers fordufter.

På sin facebookside har ØkologiRådgivning Danmark også delt opfordringer og videoer af goldkøer og kælvekvier, der allerede nu kan klare sig ude.

I det vestjyske på Vejgården I/S ved Varde har goldkøerne været ude nogle uger. Et godt lag græs på en mark, som alligevel skal lægges om, kunne ligeså godt ende i køernes maver end under ploven.

 

 

 

 

 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle