Vidunderdæk rullet ud i Skandinavien

Michelin EvoBib fik nordisk premiere på Borgeby. Med en unik konstruktion klarer dækket sig godt på både vej og i mark.

Det er et slags 2-i-1 dæk og bryder med tidligere tiders problemstilling om enten at have et dæk, der klarer sig godt på vejen eller i marken. EvoBib-serien fra Michelin kan begge dele.

Lanceret på Sima i februar og nu rullet ud på Borgeby Fältdagar har dækket officielt fået Skandinavisk premiere.

»Det er første gang, vi viser det nye dæk i Skandinavien. Leveringsstarten er i begyndelsen af 2018,« fortæller Åge Boller, teknisk chef for de nordiske lande hos Michelins landbrugsdivision.

EvoBib kendetegnes ved et særpræget dækmønster, der samtidig er forskelligt afhængig af dækkets lufttryk. Ved højt lufttryk på vejen er kun det inderste af dækket i kontakt med vejen, mens det ved lavt dæktryk både flader ud i bredden og i længden, hvorved et ekstra sæt ribber på kanten af dækket kommer i kontakt med jorden.

Med andre ord: Flere timers holdbarhed på vejen og mere trækkraft i marken.

Michelin forventer, at det nye EvoBib kommer til at koste et sted mellem 10 og 15 pct. mere end et tilsvarende traditionelt dæk i samme dimension. I første omgang kommer dækket i dimensionerne 710/70 R42 og 600/70 R30 - begge som VF-dæk, der står for Very High Flexibility, og som betyder, at dækket kan klare op til 40 pct. højere belastning ved samme dæktryk i forhold til et traditionelt dæk i samme størrelse uden VF.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle