Vikar gør Enhedslisten til det største landmandsparti

Med to uddannede landmænd i folketingsgruppen er Enhedslisten nu det parti med flest landmænd i sin gruppe på Christiansborg.

Dags dato går Enhedslistens udlændinge- og integrationsordfører Nikolaj Villumsen på barsel og vil det næste halve år overlade pladsen til 27-årige Rasmus Vestergaard Madsen, som er uddannet fra Kalø Økologisk Landbrugsskole.

Han vil overtage ordførerskaberne som social-, ligestilling-, LGBT-, og dyrevelfærdsordfører.

Dermed bliver Enhedslisten også det parti i Folketinget som har flest landmænd i folketingsgruppen, skriver partiet i en pressemeddelelse.

Rasmus Vestergaard Madsen vil få sæde ved siden af Søren Egge Rasmussen, som ligeledes er uddannet økologisk landmand fra Kalø Økologisk Landbrugsskole, og som er partiets landbrugs- og fødevareordfører. 

"Det bliver en kæmpe oplevelse at skifte traktor og køer ud og med et sæde i Folketinget. Og prøve kræfter med at lave politik fuld tid, specielt fordi jeg også kommer til at arbejde med landbruget, som står mit hjerte nært", siger den unge folketingspolitiker Rasmus Vestergaard Madsen og fortsætter:

"Efter sommerens tørke er det vist tydeligt for enhver, at vi skal have gjort noget ved klimaforandringerne, inden jorden koger over. Landbruget har tabt milliarder i år, men står samtidig for en betydelig del af den danske klimagasudledning.

"Det må være i alles interesse, at vi får skabt en fødevareproduktion, som holder sig indenfor rammerne af hvad klimaet og miljøet kan holde til, men som samtidig skaber gode arbejdspladser, sunde fødevarer og mere liv i landdistrikterne. Det glæder jeg mig til at kigge nærmere på sammen med landmænd, forbrugere og producenter".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle