VikingGenetics indgår nyt strategisk samarbejde

Nordiske VikingGenetics indleder et strategisk samarbejde med en fransk og en tysk avlsforening. 53.000 kvægbrugere står bag det nye samarbejde.

Den nordiske kvægavlsforening VikingGenetics indleder 1. januar et nyt strategisk samarbejde med to store europæiske kvægavlsforeninger. Det drejer sig om tyske Masterrind og franske Evolution.

De tre avlsforeninger vil via det fælles selskab Arcowin varetage avlsarbejdet for de i alt 53.000 kvægbrugere, som står bag de tre foreninger.

I en pressemeddelelse fortæller parterne, at målet er at sikre den højest mulige avlsfremgang indenfor malke- og kødkvægsgenetik. Arcowin vil implementere fuld udveksling af genetisk information på tværs af lande og racer, således at man er i stand til at udpege de genetisk bedste dyr til gavn for alle kvægbrugerne. Arcowin er endvidere åbne overfor flere samarbejdspartnere.

Det bliver tyske Josef Pott, som bliver ny CEO for Arcowin. Han peger på, at det nye fælles samarbejde gør det muligt at styrke aktiviteterne med forskning og udvikling, hvor man undgår parallele aktiviteter mellem de tre moderforeninger.

Bestyrelsesformand for Arcowin bliver Vincent Retif, som også er formand for franske Evolution.

Evolution er ejet af 12.000 franske landmænd. Masterrind er ejet af 8.500 tyske landmænd og bag VikingGenetics står 20.000 kvægbrugere i finske Faba, svenske Växa og danske VikingDanmark.

VikingDanmark præciserer i pressemeddelelsen, at de danske medlemmer ikke vil mærke nogen ændring i det daglige. VikingDanmark vil fortsat tilbyde inseminering, avlsrådgivning mv. Malkekvægsgenetikken fra Arcowin vil også fortsat blive evalueret og markedsført på de eksisterende totalindekser, hvor det i Danmark er NTM.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle