Vil hjælpe landmænd: Grovvareforretning køber kontrakter i BMG-konkursbo

Hornsyld Købmandsgaard køber et indtil videre ukendt antal kontrakter i konkursboet efter BMG. "Vi håber, det kommer kreditorerne til gode", lyder fra direktør i Hornsyld.

Hornsyld Købmandsgaard modtog den triste nyhed om BMG A/S konkurs og tilbød hurtigt at hjælpe konkursboet.

Det skriver Hornsyld Købmandsgaard i en pressemeddelelse.

”Konkursen vil beklageligvis medføre tab hos mange landmænd, og ved hurtigt at tilbyde vores hjælp til konkursboet kan vi medvirke til at sikre flest mulige penge til konkursboet. Dette, håber vi, kommer kreditorerne til gode,” udtaler den administrerende direktør og købmand Christian Christensen fra Hornsyld Købmandsgaard.  

 
Direktør Christian Christensen fra Hornsyld Købmandsgaard

Igennem 86 år har den velkonsoliderede og familieejede Købmandsgaard handlet med landbruget i hele Danmark gennem driftsselskaberne Hornsyld Købmandsgaard A/S, Nielsen & Smith samt HK Olie.

Den private danske grovvareforretning har haft en stabil vækst gennem mange år, og opkøber bl.a. store mængder korn til videresalg samt til produktionen på koncernens foder- og såsædsfabrikker i Jylland og på Sjælland. 

Købmandsgaarden gennemfører på vegne af konkursboet mange af de kornkøbskontrakter, som BMG A/S havde indgået. Herunder bl.a. købskontrakter på byg, som ligger i landbruget og skal aftages de kommende måneder.

De kommende uger vil de berørte kunder blive kontaktet, og der vil blive lavet aftaler om afhentning.

”Vi sætter stor ære i at efterleve alle vores aftaler og at have nære relationer til vores kunder og samarbejdspartnere. De skal altid være trygge ved at handle og samarbejde med os. Det betyder også, at de kunder, som nu skal levere korn til os for første gang, vil vi betale straks efter afhentning – uanset hvad der stod i den kontrakt, de havde med BMG A/S,” udtaler adm. direktør Christian Christensen.  

Landbrugsavisen.dk har talt med kurator Søren Volder om, hvilke kontrakter der er blevet købt, og hvilke der bliver droppet. Læs det her.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle