Vil sælge: Landbruget hænger ikke længere sammen med familielivet

Landbruget tager for meget tid, vilkårene bliver kun hårdere med årene, og gælden bliver ikke mindre. Derfor har 53-årige Lars Jeppe Sørensen og familien besluttet at sælge gården efter 25 år.

Det var 25 års jubilæet som landmand på kvæggården Ørnelund, som fik Lars Jeppe Sørensen til at tage sit liv op til revision. Samt familiens økonomikonsulent, der stillede det helt rigtige spørgsmål den helt rigtige dag: »Hvad så, hvad tænker du selv, kan du finde ilden til at få det op at køre - synes du stadig, det er sjovt?«, spurgte han.

"Lige den dag sagde det nej oppe i hovedet", siger 53-årige Lars Jeppe Sørensen, der leverer konventionel mælk til Arla fra gårdens 145 årskøer. I maj satte han satte gården til salg efter grundig overvejelse.

"Der er noget ved de runde dage, der får en til at kigge tilbage. Det er jo langt det nemmeste bare at fortsætte, men der kommer også et tidspunkt, hvor man begynder at spekulere på, om man er lavet af rustfrit stål, og om man er nået der til, hvor man gerne ville være".

Økonomien bliver svær

Det er netop evalueringen af familiens økonomi og den manglende pensionsopsparing, der startede overvejelserne hos Lars Jeppe Sørensen. Jovist, banken godkendte regnskab og budgetter hvert år, og Ørnelund var aldrig lukningstruet, men der var heller ikke et stort økonomisk råderum.

Særligt de hårde år for mælkeprisen i 2015 og 2016 trak tænder ud, ligesom familien kun lige akkurat slap nådigt ud af en renteswap.

"Vi har fået flere små klask, men det har ikke væltet os endnu. Jeg har i flere år arbejdet efter devisen, at hvis vi giver den en skalle, og vinden blæser rigtigt, så skal det nok vende for os... Men der er en ubalance mellem vores indtjeningsevne og den gæld, jeg har bygget op", siger han og fortsætter: "Og med det i bagagen var det nok nemmere at se på en afvikling", siger Lars Jeppe Sørensen.

Gør det for familien

Den eftermiddag i oktober efter mødet med rådgiveren fortalte han sin kone Aase om sine tanker. Hun er også uddannet landmand, men laver ikke længere meget på gården, da hun er sclerosepatient.

"Aase forstod det godt. Hun har nok egentlig været klar til at sælge flere år, men har ikke skubbet på af loyalitet til mig", siger Lars Jeppe Sørensen.

Han pointerer, at på nogle punkter har familielivet da vundet på landbruget, som når der var tid til at holde en formiddag fri for at tage til åbent hus på en efterskole, men andre gange har familien, der også består af to døtre på 19 og 21 år, trukket det korteste strå.

2De, der kender os og vores situation, kunne godt forstå, at vi ville sætte til salg. Familiemæssigt kunne de godt se, at der kunne komme udfordringer, der var svære at kombinere med et landbrug", forklarer Lars Jeppe Sørensen.

"Familie og arbejde flyder sammen på landet, så håbet er da, at jeg kan få bedre tid til at hjælpe med at svinge en støvsuger".

Ingen fortrydelse

Det er dog vigtigt at understrege, at Lars Jeppes Sørensen på ingen måde fortryder sit liv som landmand. »Jeg fortryder ikke - det tjener intet formål at fortryde. Jeg ville bare hellere være med i afviklingen i stedet for en dag at få sat en stol for døren«, siger han.

Huller i skjoldet

Lars Jeppe Sørensen har altid ville være landmand som både hans far og farfar, og lige siden skoletiden har han holdt snuden i sporet. Indtil videre ligner hverdagen også sig selv, og han passer gården, til en køber melder sig på banen.

Derfor har han også svært ved helt at sætte ord på sine følelser ved salgsprocessen. »Det er ikke til at mærke endnu. Jeg er spændt på, hvordan jeg reagerer den dag, det ikke længere er mit ansvar om kompressoren kører, og mælken bliver kølet«, siger han.

"Man ser jo tit, at når folk rammer en krise, tager de gerne opvasken og ordner vasketøj, for det har man 100 procent kontrol over. Hvorimod følelivet inde bagved, det holder man lidt nede, for der kan man risikere kontroltab. Det er også derfor, du kan høre på min stemme lige nu, at der er noget oppe at krille i overfladen igen", siger han og rømmer sig.

Åben fremtid

Nu har gården været sat til salg i knap tre måneder, og håbet er, at der snart dukker en køber op. Lars Jeppe Sørensen ved dog godt, at det ikke lige sker over natten, så han holder også stadig sine fremtidsplaner åbne. Døtrene ingen ambitioner har om at overtage landbruget, selv om familien har drevet landbrug i sognet lige så længe som de kan spores tilbage i kirkebøgerne,

"Jeg tror, vi har brudt den sociale arv nu", siger han med et skævt smil.

Faktaboks

Ørnelund

  • 53-årige Lars Jeppe Sørensen er tredje generation på Ørnelund, en konventionel malkebedrift ved Bramming.
  • På gården er 145 årskøer af racerne RDM og krydsninger med SDM. Til gården hører 90 hektar, hvoraf de 15 hektar er på en anden bygningsløs ejendom. Med forpagtninger tæller markplanen i år i alt 127 hektar.
  • Har en ukrainsk praktikant og en EUX-elev.
  • Bedriften blev i maj sat til salg for 16,5 mio. kr.

Emneord

video , Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle