Vild nedtur: Spanske slagtesvin falder for 17. uge i træk

De fleste europæiske svinenoteringer fortsætter den månedlange prisnedtur.

Spaniens satsning på Kina som storaftager af landets svinekød har lidt et knæk, og det kan tydeligt ses på noteringen på svinekød.

For ifølge Danske Svineproducenter viser en prissammenligning, som den tyske producentforening ISN udarbejder på ugentlig basis, at den spanske noteringer er faldet 17 uger i træk.

Trods de mange fald er noteringen i Spanien fortsat den højeste blandt de fem største svinenationer i EU.

Spanien indtager førstepladsen efter et fald fra 1,485 til 1,441 euro pr. kg. Derefter følger Frankrigs notering, der er gået fra 1,431 til 1,402 euro pr. kg. Danmark sidder igen på tredjepladsen efter et fald fra 1,357 til 1,316 euro pr. kg. 

I bunden kæmper Tyskland og Holland igen om sidstepladsen. Denne gang er Tyskland sidst efter et fald fra 1,186 til 1,146 euro pr. kg, fordi noteringen i Holland forbliver på 1,15 euro pr. kg og dermed en smule over den tyske notering.

Ifølge ISN er noteringerne i bund, fordi der mangler en stimulering af afsætningen. 

"Lige siden sammenbruddet i den kinesiske efterspørgsel efter svinekød fra Europa har større mængder skullet afsættes inden for Europas grænser. Samtidig er markedet fortsat belastet af store mængder frosset kød på lager. Derudover mangler der opskæringspersonale, og derfor udbyder man flere groft udskårne delstykker", lyder markedsbedømmelsen fra ISN.

Om det spanske marked bemærker ISN, at slagtevægten, der i forvejen er over gennemsnittet, er steget yderligere 655 gram. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle