Vildsvinebestanden er skrumpet de seneste otte måneder

Der er i dag under 25 vildsvin nord for den dansk-tyske grænse. I december lød vurderingen på mellem 35 og 40.

Bestanden af vildsvin i Danmark er skrumpet siden december, hvor vildsvinehegnet ved den dansk-tyske grænse stod færdigt.

Det oplyser Naturstyrelsen til avisen Danmark.

Der er i dag under 25 vildsvin nord for den dansk-tyske grænse. I december, da sidste pæl i vildsvinehegnet blev sat i jorden, lød vurderingen på mellem 35 og 40.

Faldet er sket, selv om vildsvinene de seneste måneder har fået unger, fortæller skovrider Inge Gillesberg fra Naturstyrelsen til avisen Danmark.

Det er dog uvist, om det direkte er hegnets skyld, at der er færre vildsvin i Danmark. Naturstyrelsens vurdering er baseret på styrelsens observationer gennem en lang række vildtkameraer, der er opsat i det sønderjyske.

"Det er svært at sige, hvor meget selve hegnet har betydet. Men i forhold til det, vi kan se på vores kameraer, lader det til, at der ikke er en stor trafik på tværs af hegnet", siger Inge Gillesberg til avisen.

Det ser ikke ud til, at der er kommet nye vildsvinefamilier til Danmark, efter hegnet er blevet sat op.

Hun fortæller dog, at der er set enkelte strejfende handyr, som har krydset grænsen.

Allerede før hegnet kom til, havde styrelsen held med at få mindsket bestanden, der i december 2018 blev vurderet til at bestå af op mod 100 vildsvin.

Naturstyrelsen har til opgave at fjerne så mange vildsvin som muligt fra den danske natur. Vildsvinene risikerer at være smittebærere af afrikanske svinepest.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle