Vinterrapsen skal svampebehandles når varmen kommer tilbage
Efter en kort periode med varme kom kulden tilbage. Det har forsinket blomstring hos vinterrapsen, men når varmen kommer tilbage er det tid til at svampebehandle.

Af Anders Siegersted, planteavlskonsulent, Centrovice.

Foråret startede varmt, men det blev en kort omgang, før det kølige vejr satte ind igen. Dette har forsinket blomstringen i vinterrapsen. Men når varmen kommer tilbage, vil det gå stærkt og her skal der kunne sættes hurtigt ind med en svampebehandling.

Der ses lige nu stor forskel i tidligheden af begyndende blomstring. Vores observationer viser, at sorter som Wembley, DK Extrovert, Armstrong, SY Alister, PT 256 og Mantara er noget længere fremme med den begyndende blomstring end for eksempel Quartz og DK Explicit. De sorter som er længst fremme, vil formegentlig også hurtigere gå i fuld blomst og skal derfor behandles først.

Det optimale tidspunkt for svampebekæmpelse i raps, er fortsat i stadie 65. (Fuld blomstring: Når 50-60 % af blomstene på hovedskuddet er udsprunget og de første kronblade begynder at falde af). Timingen af svampebekæmpelsen bør fastlægges efter nedbørsrisikoen op til behandlingen, og at man så vidt mulig sprøjter på tørre planter. Dette mindsker også risikoen for køreskader. Erfaringen viser samtidig, at timingen er vigtigere end doseringen.

I de fleste år, vil svampebehandling omkring blomstring i raps, være en forsikringssprøjtning mod specielt, knoldbægersvamp, skulpesvamp og gråskimmel, da angreb ikke kan ses på forhånd. Dog kan følgende råd give en vejledende vurdering af behovet for svampebekæmpelse mht. især knoldbægersvamp:

Høj risiko:
Nedbør op til, under og lige efter blomstring, Rapsdyrkning hvert 3-4 år og en lang blomstringsperiode.

Lav risiko:
Tørt op til, under og lige efter blomstring, rapsdyrkning hvert 6 år eller sjældnere og en kort blomstringsperiode.

En svampebehandling holder 2-3 uger, afhængig af vejret. En delt sprøjtning anbefales generelt ikke, fordi meget få forsøg har vist yderligere merudbytter. Begrundelsen for at skulle behandle to gange er især at ramme skulpesvampen. Skulpesvampen trives først omkring 17-22 grader, og med de nuværende lave temperaturer forventes en opfølgende sprøjtning ikke at blive aktuel i år.

Behovet for bekæmpelse af knoldbægersvamp kan ligeledes ikke forudsiges, men angreb har vist at halvere udbyttet i de angrebne rapsplanter.

Status på Lys bladplet

Angrebene har været utrolig spredte. Nogle sorter har været mere modtagelige end andre, og beliggenheden har også haft en betydning. Nåede man ikke en behandling mod lys bladplet tidligere og er der behov, anbefales det at vente til stadie 65, og behandle det hele på en gang. I stedet for at køre med f.eks. 0,45 l Orius + 0,35 l Amistar, skal man øge andelen af tebuconazol. Så et behandlingsforslag, hvor der også ses angreb af lys bladplet, kunne være 0,7 l/ha Orius + 0,2 l/ha Amistar.

Vær opmærksom på triazolreglen

Har man nået grænsen, kan et alternativ være 0,5 l Juventus + 0,20 l Amistar. Ved samtlige svampebehandlinger kan der medtages et skadedyrsmiddel, hvis det bliver aktuelt.

Sprøjteteknik: Det er vigtigt at få en god dækning af hele planten og at sprøjtevæsken trænger langt ned i afgrøden. Brug derfor mindst 200-250 l vand pr/ha ved konventionel sprøjteteknik.

 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.