Vintersædsmarker blegner efter frost

Frosten er hård ved planterne, der for årstiden er meget store og har spist op af jordens næringsstoffer. Tilfør gødning tidligt, lyder konsulenternes råd.

De ellers så grønne og sunde vintersædsmarker har gennem de sidste par uger ændret kulør mange steder.

Over det meste af landet ses nu bare pletter i både vinterhvede og vinterbyg. Det overordnede billede svinger dog meget fra egn til egn.

Manganmangel

eller vinterchok

Ifølge planteavlskonsulenterne skyldes de afsvedne og gulligt-udseende planter flere forhold.

Generelt betyder planternes - for årstiden fremskredne - vækststadie, at frosten for 14 dage siden virkede som et chok. "Planterne er flere steder i et stadie, der hører april til, og der har ingen tidlig frost været til at hærde dem af til vinteren," siger planteavlskonsulent Jens Larsen, LandboCentrum.

I hans område er der mest tale om pletvise skader.

"Effekten forstærkes af, at planterne har spist op af næringsstoffer, som den megen nedbør også har hjulpet med til at fjerne," siger han.

Vokset sig til problemer

Planteavlskonsulent Svend Holm fra Vesthimmerlands Landboforening forklarer afgrødernes tilstand med, at planterne har 'vokset sig ind i problemet'.

I landets sydøstlige del nedtones sandsynligheden for, at manganmangel er årsag.

Planteavlskonsulent Morten Bang fra Patriotisk Selskab forklarer, at man med et vågent øje burde have set eventuel manganmangel allerede i efteråret.

"Hvis der er tale om en jævn gulfarvning af hele marker, som er opstået inden for de sidste par uger, er det som følge af frosten. De steder, hvor landmændene har kendt risikoen for manganmangel og haft lejlighed til at tilføre det imellem jul og nytår, ser markerne generelt sundere ud," siger Svend Holm, og den samme observation har Jens Larsen, LandboCentrum gjort for Folicur-sprøjtede marker. Dette understreger, at de gullige afgrøder skyldes et miks af omstændigheder og generelt har ramt sunde og velforsynede planter mindre.

Tidlig gødskning

Konsulenterne understreger, at det er vigtigt at komme ud med gødning tidligt. Er man i tvivl om, hvorvidt marken vil komme tilfredsstillende fra start, er der ikke andet at gøre end at gøde den ramte afgrøde, eventuelt som om den var forårssået, og afvente reaktionen.

Jens Larsen, LandboCentrum, foreslår at anvende svovlsur ammoniak.

"Forsuringen af jorden frigør ekstra mangan, som i de fleste tilfælde er til stede i jorden, blot i en utilgængelig form," siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle