Virksomhed mærker sine produkter med CO2-belastning

Naturli' Foods er begyndt at mærke en del af deres produkter, så man kan se deres klimabelastning.

Æskerne med plantebaseret fars, plantedrikke og Smørbar-pakkerne fra Naturli’ Foods skal nu mærkes så forbrugerne klart kan se, hvilket CO2-aftryk det giver, at spise plantebaserede produkter.

Det skriver virksomheden, der er ejet af norske Orkla, i en pressemeddelelse.

Det er analysevirksomheden CarbonCloud, som firmaet har hevet ind for at kortlægge Naturli’-produkternes klimabelastning. CO2-aftrykket skal angives på forsiden af emballagen – målt i kilo.


Oppe i hjørnet fremgår det at en pakke med hakket plantefars har kostet 2,1 kg. CO2. Foto: Naturli' Foods

CarbonCloud har tidligere kortlagt, at produktionen af grønne alternativer til mælk, smør og oksekød fra Naturli’ Foods efterlader et CO2 aftryk, som er mellem 4 og 10 gange mindre end de animalske produkter. Beregningerne fra CarbonCloud dækker fra mark til færdigt produkt - inklusive transport og emballage.

Henrik Lund, direktør hos Naturli Foods ser det som endnu en mulighed for at adskille sig fra de konkurrende produkter. Virksomheden tror nemlig, det vil komme bag på mange, hvor stor forskel der er på at indtage plantebaserede eller animalske fødevarer.

"I den animalske sektor ser vi eksempler på mærkning af produkter med klimaneutralitet via køb af CO2 kvoter. Vi har valgt at gå en helt anden vej. Vores produkter er så klimavenlige i sig selv, at der ikke er brug for at købe skrivebordskvoter for at komme til at se klimavenlig ud. Vi skilter gerne med det ægte klimaaftryk, som vores plantebaserede produkter efterlader. Det giver forbrugerne den optimale mulighed for at vælge fødevarer på et reelt grundlag,” siger Henrik Lund

Det er planen, at resten af Naturli' Foods produkter også med tiden skal mærkes med deres klimaaftryk.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle