Virolog: Vi ved ikke, hvorfor mink smittes så nemt med corona

Det er endnu ikke lykkedes forskerne på Statens Serum Institut at afgøre, hvorfor mink smittes så let med coronavirus.

Smitten fortsætter på de danske minkfarme, hvor nu i alt 33 minkfarme er smittet med coronavirus. 

Det er stadig uvist, hvordan smitten er nået så vidt, og hvordan smitten har spredt sig fra farm til farm. 

Der er dog også et andet mysterium, som blandt andet Statens Serum Institut (SSI) ikke helt har knækket koden på endnu. Forskerne kan nemlig ikke forklare, hvorfor minkene er så nemme at smitte.

”Man kan ikke sige noget specifikt om, hvorfor mink er gode til det”, siger Anette Bøtner, der er sektionsleder i veterinær virolog hos SSI og på Københavns Universitet.

Overraskende gode

Anette Bøtner arbejder på det team hos Statens Serum Institut, der analyserer de mange prøver fra mink, som bliver sendt ind til tjek for smitte.

"I nogle forsøg har man eksperimentelt inficeret eksempelvis fritter (som genetisk ligner mink) med covid-19, og der har man fundet ud af, at de har en receptor, der tillader at virussen kommer ind i cellen. Men det er ikke kun receptoren, der bestemmer om dyrene kan smittes", forklarer Anette Bøtner, der også sætter streg under, at det ikke er altid videnskaben stemmer overens med virkeligheden.

For i forsøg med mink har man fundet, at de teoretisk set har en dårlig covid-19 receptor.

"Men man kan konstatere at mink er gode til at sprede smitten, og de har let ved at få den, og når de så er i de her store besætninger, så er der hurtigt mange dyr, der er inficeret", forklarer hun.

Studierne som Anette Gleitze Bøtner blandt andet har kigget på er fra Kina og Tyskland.

Mink smittes nemmere end andre dyr

Forskning har da også konstateret at smitten kan gå både fra menneske til mink, og fra mink til menneske.

Forskellige sygdomme kan have forskellige værtsdyr, og selvom man ikke ved, hvorfor covid-19 så nemt smitter mink kan man i hvert fald konstatere:

"Det er påvist, at covid-19 kan inficere katte, og i nogen grad inficere hunde, men det ser ud til, at fritter og mink lettere inficeres og er bedre til at sprede smitten", forklarer forskeren.

Anette Gleitze Bøtner arbejder på den afdeling, der tester de prøver, som minkfarmene hver anden uge eller hver måned (alt afhængig af deres placering i landet) skal sende ind for at opspore smitten så tidligt som muligt.

Holdet har blandt andet også forsøgt at finde smittevejen mellem farmene, og blandt andet undersøgt foderbiler og strejfende dyr, men det har endnu ikke været muligt for dem at påvise en smittevej.

Forskernes bedste bud er fortsat, at smitten er menneskeoverført. Minkavlerne har dog været ude at sige, at de overholder alle gældende regler for smittebeskyttelse.

Emneord

coronavirus , Top2 , coronavirus mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle