Vismænd: Dyrt med uklarhed om CO2-afgift

Formandsskabet i Det Økonomiske Råd øger presset på politikerne for at få vedtaget en ensartet drivhusgasafgift. Men det vil være problematisk for udviklingen i fødevaresektoren, lyder det fra Landbrug & Fødevarer.

Vismændene lægger nu yderligere pres på politikerne for at få indført en ensartet drivhusgasafgift på 1.200 kr. pr ton.

Det fremgår af forårets vismandsrapport, der blev offentliggjort i tirsdag.

Her gentager formandsskabet i Det Økonomiske Råd sine tidligere råd om, at en afgift på drivhusgasser vil være den mest omkostningseffektive måde at nå 70 pct.-målet i 2030.

problematisk med mangel på afklaring

Men vismændene lægger flere steder i rapporten også vægt på, at det ifølge dem er problematisk, at afgiften ikke er kommet på plads endnu.

"Omkostningerne ved den manglende klarhed om klimapolitikken er aktuelt forøget," står der i rapporten.

Vismændene henviser blandt andet til, at den grønne skattereform og det investeringsvinduet, som lige nu gør det muligt at få forhøjede afskrivninger på investeringer gennemført inden udgangen af 2022, øger presset for at få en afgift på plads. Alternativt kan de investeringer, der foretages nu, ende med at være penge ud af vinduet.

"Virksomhederne får dermed et øget incitament til at gennemføre investeringer, der efterfølgende kan vise sig at være urentable," skriver vismændene om deres syn på konsekvenserne af den manglende klarhed om afgifterne.

Spotlight på landbruget

Vismændene retter også spotlightet specifikt mod landbruget i forårsrapporten. De henviser til regeringens grønne landbrugsudspil, som blandt andet peger på betydelige tilskud til forskning og udvikling af nye teknologier, der reducerer udledningen i landbruget.

"Der er en risiko for, at disse reduktionspotentialer ikke realiseres, hvis landmændene ikke har et tilstrækkeligt incitament til at tage de pågældende teknologier i brug og tilpasse dem, så de bliver effektive på den enkelte bedrift. En veludformet drivhusgasafgift i landbruget vil bidrage til, at det bliver rentabelt at både udvikle og benytte nye teknologier", lyder det fra vismændene.

Møder modstand

Hos Landbrug & Fødevarer møder en ensartet drivhusgasafgift fortsat modstand.

"Vi mener ikke, at en ensartet CO2e-afgift, som formandskabet foreslår, harmonerer med ønsket om at udvikle den danske fødevaresektor. Det vil tværtimod resultere i en afvikling af dansk landbrug med alvorlige følgevirkninger for forarbejdningsvirksomheder og følgeindustrier", lyder det i en kommentar fra formand for Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard.

Det er en grundforudsætning for indførelsen af en CO2e-afgift, at der findes tilgængelige teknologier og klimatiltag i landbruget, der kan investeres i for at sikre omstilling, mener Landbrug & Fødevarer.

"I øjeblikket har vi ikke tilstrækkeligt med anerkendte klimatiltag, som vi kan investere i. Teknologiudviklingen er helt afgørende for at nå en grøn omstilling af erhvervet", siger Søren Søndergaard.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle