Vismand: Landbruget skal betale 1.000 kroner for at udlede et ton CO2

Landbruget skal underlægges en høj CO2-afgift, hvis det står til miljøøkonomisk vismand.

I regeringens udspil til en grøn skattereform skal virksomheder betale 750 kroner per ton udledt CO2 i 2030. Men beløbet bør være endnu højere, når en ekspertgruppe når frem til sit bud på en CO2-afgift for landbruget biologiske processer.

Sådan lyder vurderingen fra miljøøkonomisk vismand og professor i miljøøkonomi ved Københavns Universitet, Lars Gårn Hansen. En afgift på landbrugets udledning skal ligge på mindst 1.000 kroner, hvis klimamålene til landbruget skal indfries.

Det skriver Mandag Morgen.

- Vores beregninger indikerer, at en afgift på 750 kroner frem for 1.000 kroner vil betyde en væsentligt mindre reduktion af udledningerne i landbruget, siger Lars Gårn Hansen til mediet. 

Lige nu arbejder den regeringsnedsatte ekspertgruppe på et sæt anbefalinger til, hvordan en konkret model for CO2-afgift målrettet landbruget kunne se ud.

Udfordringen er, at afgiften skal lægges på landbrugets biologiske processer og dermed indbefatte udledningen af blandt andet lattergas og metan.

Landbrug & Fødevarer (L&F) har flere gange klart markeret, at de er imod en CO2-afgift på landbruget. Ifølge Niels Peter Nørring, klimadirektør i L&F, er det ikke en CO2-afgift, som kan få sektoren til at innovere. Han påpeger, at der ikke bare findes lette løsninger, når det handler om de biologiske processer.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle