Vognmand er vild med gamle maskiner: Høster med 43 år gammel mejetærsker

Det var de gamle maskiner, der blev sendt i marken, da vognmand Henrik Rømer endelig fik tid til at høste de tre hektar, han har på egen gård.

Når man er vognmand, og man bruger det meste af høsten på at køre med korn for andre, så er ens egne afgrøder sjælendt de første, der bliver høstet.

Sådan er praksis i hvert fald hos Henrik Rømer fra Stenum ved Brønderslev, der til sin ejendom har tre hektar med vårbyg. 

"Jeg plejer lige at vente, indtil alle andre i området er færdige med at høste og vi er færdige med at køre korn. For så er der ro på til at høste vores eget", siger Henrik Rømer, der bor på Møllegaarden.

Men da vejret slog om og blev rigeligt vådt, og de fleste landmænd landet over måtte holde en pause fra høsten, lykkedes det vognmanden at tage en tørvejret fridag.

"Nu blev det hele så træls med vejret, men så kunne jeg tage en fridag og få vores egen overstået", fortsætter 34-årige Henrik Rømer, der er vognmanden i familieforetagendet Rømers Maskinstation og Vognmandsforretning.

Høsten af de tre hektar så også fornuftig ud, siger Henrik Rømer, der kan melde om udmærkede, tørre udbytte på omkring 25 ton af de tre hektar. De sælges alle til Mollerup Mølle på Mors.

Nørder gamle maskiner 

På Møllegaarden har han tre hektar med vårbyg, og da vejret holdt tørt søndag for et par uger siden udnyttede Henrik Rømer og en kammerat den ene fridag til at få kornet ind.

Med sig i marken havde de en mejetærsker af mærket Claas Mercator 75 fra 1976 og en traktor af mærket Bukh 302 årg 1963. Det var altså et par ældre maskiner på 56 og 43 år, der fik høsten i hus.

"Vi har mange veteranmaskiner, og måske for meget, for det fylder jo. Og den her mejetærkser er næsten det værste, for den skal kun høste de tre hektar om året, det er næsten for lidt at have den stående for, men det er skide skægt med de gamle sager", siger Henrik Rømer, der købte den gamle mejetærsker for 4 - 5 år siden.

"Den tidligere ejer havde egentlig solgt mejetærskeren, men den blev aldrig hentet, så den blev sat til salg igen - og det var lige den, vi stod og manglede. Min bror, far og jeg har altid snakket om, at vi gerne ville have en mercato 75, men det skulle være med mercedes-motor, og det var den her", siger Henrik Rømer, der ligesom de andre mænd i familien er uddannet mekaniker og elsker at nørde i maskiner.

"Der er mange af de gamle mejetærskere, der ryger til eksport, for næsten ingen herhjemme bruger dem længere. Men det er utrolgit at tænke på, at sådan en har høstet hvert eneste år siden 1976, det er utrolgit at det kan blive ved", siger han.


Henrik Rømer sidder som regel i mejetærskeren, mens en kammerat kører korn fra. Her er en af børnene med en tur på den gamle traktor. Foto: Privatfoto

Høsten er en fest for venner og familie

For Henrik Rømer og familien er det efterhånden blevet til lidt af en tradition, at hele familien og flere kammerater sammen med deres kærester og børn alle sammen mødes på Møllegaarden, når der skal høstes.

Æbleskiver, kage, kaffe og sodavand er der nok af, når hele flokken samles for at fejre høsten. Men Henrik Rømer når sjælendt at deltage meget, da han som regel sidder i mejetærskeren hele dagen.

"Det er højdepunktet, det er det for alle landmænd. Høsten er dér, hvor man ser hvordan alt arbejdet man har lavet hele året er gået", siger Henrik Rømer, der gerne giver alle børnene en tur på de gamle maskiner.

 


Tak for i år!

Konkurrencen ’Skyd Høsten med Gjensidige’ er nu slut og vinderne vil blive offentliggjort i LandbrugsAvisen og på Landbrugsavisen.dk i uge 38.

Igen i år har engagementet været stort, og LandbrugsAvisen vil gerne takke for alle indsendelserne fra hele landet.

Det har været uvurderligt at følge med i alle de forskellige høsthistorier, og vi glæder os meget til næste år.

PÅ GENSYN I 2020!

https://landbrugsavisen.dk/files/styles/article_scaled/public/skydhoesten2017_lang_logo17.png?itok=BgLROvGo

Emneord

Skyd Høsten 2019

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle