Voldsom udvikling: Snart fem mio. mink, der skal aflives 

Bølgen med corona-virus fortsætter ind over minkfarmene.

Med 12 nye minkfarme smittet i dag og 14 nye under mistanke i forhold til i fredags, er den bølge med corona-virus, der skyller ind over minkfarmene, på ingen måde aftagende.

I fredags vurderede minkavlernes formand Tage Pedersen, at 4,1 mio. mink skulle aflives, enten fordi farmen var smittet, eller fordi farmen lå indenfor en radius på 7,8 km fra en smittet farm. 

Med de nye tal fra i dag mandag vurderer Tage Pedersen, at yderligere 500.000 mink er berørt og skal aflives.

Antalletaf mink, der skal aflives, er derfor steget til 4,6 mio. mink. Dermed er det nu hver tredje af Danmarks 14 mio. mink, der skal aflives.

”Det er en voldsom udvikling. Meget voldsom. For 11 dage siden var det én mio. mink, der skulle aflives. Nu er tallet mere end fire-doblet til 4,6 mio., og det er formentlig ikke slut med det,” siger Tage Pedersen.

zonerne er fuldstændig ødelæggende

Han pointerer, at de nævnte 500.000 ekstra mink ikke er håndfast faktum, men en kvalificeret vurdering foretaget på baggrund af de foreløbige erfaringer med udviklingen af corona på minkfarme.

”Zonerne på 7,8 km river rigtig mange raske besætninger og mink med sig. Vi har for eksempel set en enkelt smittet farm, hvor der lå farme med 750.000 raske mink inden for zonen, som derfor også skal aflives. De store zoner er fuldstændig ødelæggende.”

Tage Pedersen kan ikke se, at der er fagligt belæg for, at zoner skal have radius på 7,8 km.

”Jeg tror på, at vi skal have zoner, men den størrelse zonerne har nu, er ødelæggende. Hvis zonen for eksempel havde den halve radius, altså 3,9 km, som stadig er et meget stort område, så ville der kun være en fjerdedel så mange mink, der skulle aflives. Det ville gøre en kæmpe forskel, og vi ville stadigvæk have nogle meget store sikkerhedszoner”, siger Tage Pedersen.

Frygt for mangel på avlsdyr

Med over en tredjedel af minkene, der skal aflives, begynder minkavlerne nu også at frygte for, om der overhovedet vil være nok avlsdyr til at sætte ind på de farme, hvor dyrene aflives nu, og som skal bygges op igen næste år.

”Hvis vi i løbet af de næste uger også findes corona på farme i de fire minktætte områder ved Esbjerg-Varde, Holstebro, Billund og Hedensted, så er der snart ikke mange mink tilbage i Danmark”, siger Tage Pedersen.

Tage Pedersen også selv ramt

Tage Pedersen er selv minkavler og medejer af minkfarme med 45.000 tæver og en produktion på 235.000 skind om året. Men hverken han selv, de ansatte eller nogen af de mange mink på farmene, har været syge af corona-virus.

"Men vi er ikke gået helt fri. Vi har en farm, der ligger inden for en 7,8 kilometers zone. På den farm skal minkene derfor skal aflives", siger han.

Farmen der ligger inden for 7,8 km zonen er Thyra Mink i Sdr. Felding i Herning kommune.

Emneord

coronavirus mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle