Voxpop: Har landbruget en betydning for, hvor du sætter dit kryds?

I anledning af kommunalvalget har landbrugsavisen.dk spurgt en række borgere, om landbruget spiller en rolle, når de skal sætte deres kryds.

Landbrugsavisen.dk følger kommunalvalget og har besøgt valgstedet på Marslev Skole i Kerteminde Kommune, hvor landmand Hans Luunbjerg (V) skal forsvare sin borgmesterpost. 

Der er 25 byrådsmedlemmer i Kerteminde Kommune. Ved sidste valg fik Socialdemokratiet syv mandater, Kertemindelisten fik fem mandater, Venstre fik fire mandater, Dansk Folkeparti fik tre mandater, SF to mandater, mens både Borgerlidten, Enhedslsten og De Radikale fik et enkelt mandat hver. 

Vi spurgte tilfældige borgere, der var mødt op for at stemme, om landbruget har betydning for, hvor de sætter deres kryds til kommunalvalget i dag. 

Valgstedet ligger i en landsby med knap 700 borgere i udkanten af Kerteminde Kommune. På den ene side af skolen, hvor valgstedet er, er der marker, på den anden side landsby.

Marianne Larsen, 35, social- og sundhedshjælper

”Nej, det har ikke betydet noget. Jeg har vægtet skoler højere. Det har heller ikke nogen betydning, at borgmesteren er landmand – jeg har ikke stemt på ham.”

Jørgen Iversen, 76, pensionist

”Nej, det vil jeg ikke just sige. Min kone kommer fra en gård, men det har ikke noget at sige. Vi er efterhånden blevet byfolk. Det er de gamle, og det er skolen, der har betydning. Nu er jeg jo oppe i årene, og jeg stemmer efter, hvordan vi kan komme på plejehjem.”

Grethe Jensen, 73, pensionist

”Det tror jeg faktisk ikke, at det har, fordi jeg synes at det er på tide, at det jeg stemmer på tager hensyn til alt det sociale og det miljørigtige. Det sociale har i allerhøjeste grad betydning - altså at man tager sig af dem, der trænger meget til hjælp – børn og fattige er det vigtigste.”

Søren Hansen, 56, hjemmegående

(ønskede ikke at få taget billede)

”Jeg har som sådan ikke noget imod borgmesteren – jeg synes, at han har gjort det fint. Grunden til, at jeg stemmer på Socialdemokratiet, er, at vi skal have nogen til at holde ham i ørerne. Man kan godt få for meget magt – der skal være en balance. Hvis det havde været en socialdemokratisk borgmester, ville jeg have stemt på Venstre.”

Vil du selv fortælle, hvor du sætter krydset? Vi har lavet en afstemning her.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle