Vrede deltidslandmænd langede ud efter L&F

En hel stribe harmfulde deltidslandmænd rettede kras kritik mod Landbrug & Fødevarer for processen med omorganisering af deltidsområdet.

En magtdemonstration

»Det er med stor undren, jeg har overværet processen om nedlæggelse af deltidsudvalget. Den har været præget af total mangel på basale principper for god ledelse. Mange af os i landsudvalget har forsøgt at råbe formandskabet op. De ville ikke lytte til os. Det er en magtdemonstration."

Klaus Høeg, Lbf. Midtjylland

Signalet er mindre indflydelse

»Det vi skal tage stilling til er: Tror jeg på, at det styrker deltidslandbruget, at man nedlægger dets plads i bestyrelsen? Hvis vi gør det, skal vi stemme ja. Ellers nej. Signalet til medlemmerne er,  at vi reducerer deres indflydelse.«

Jens Henriksen, Herning-Ikast Landboforening

Stor utilfredshed

»Det har affødt stor utilfredshed ude blandt medlemmerne, at toppen ønskede at nedlægge Deltidsudvalget.«

Dan Mortensen, Fyns Familielandbrug

Engagementet svækkes

»Der er udvalg og sektioner for alt mulig andet i primærbestyrelsen, for økologer, svin, kvæg, planter, de store landmænd. Så er det virkelig et dårligt signal at sende til to tredjedele af vore medlemmer. Vi risikerer, at deres engagement svækkes.«

Jens Henriksen, Herning-Ikast Lbf.

Vink med vognstang

»Martin Merrild siger, at vi kan være helt sikre på, at L&F VIL deltidslandbruget. I går oplevede vi de første tiltag i beretningen: Grundlovsdag skal sløjfes som fridag! Så får vi deltidslandmænd ikke den ene fridag i foråret, hvor vi kan gå hjemme på bedriften og indhente alt det, vi ellers ikke har tid til.

Hvis det er på den måde, L&F ”vil” os så lad hellere være. Kære delegerede, giv nu de tre banditter, der har fundet på det her, et vink med en vognstang!«

Tonny Hansen, Vejle Amts Familielandbrug

Gode intentioner

»Jeg vil gerne sige, så stærkt jeg overhovedet kan: Vi ønsker at styrke samspillet med vores deltidslandmænd. »

»Det forslag, vi har truffet beslutning om, giver mulighed for, at alle, der er valgt som deltidsrepræsentanter, får mulighed for at komme tæt på os folkevalgte, som har det daglige ansvar, og på de sekretariatsmedarbejdere, der har ansvaret for at servicere dem.«

»Hvis man om to år ikke føler, at omorganiseringen har fungeret, må vi tage stilling igen på delegeretmødet dér.«

Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

Martin Merrild sagde ved delegeretmødets afslutning, da forslaget om at nedlægge en plads i bestyrelsen var forkastet, at Primærbestyrelsen nu vil overveje, hvordan man tackler resultatet med respekt for afstemningen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle