Vurdering: Det betyder ASF-udbrud i Tyskland og Polen

L&F's veterinære ekspert maner til ro oven på udbrud i Tyskland og Polen de seneste dage.

Udbrud i hele to besætninger i Tyskland på samme tid med den frygtede og svært kontrollerbare afrikanske svinepest (ASF) - samtidig med talrige udbrud i Polen de seneste uger. 

Der er rigeligt at få kuldegysninger over som dansk svineproducent og eksportør af enten svinekød eller smågrise. Men er der grund til at være urolig? 

Ifølge områdedirektør med ansvar for veterinære forhold i Landbrug & Fødevarer, Jens Munk Ebbesen kan de danske landmænd sove lige så roligt som for et par uger siden.

- Er det overraskende, at der nu bliver konstateret svinepest i Tyskland i besætninger?

"Nej, det er det ikke. Især ikke, når det er en baggårdsbesætning og en økologisk besætning, der er ramt. Det drejer sig jo om dyr, der givetvis går ude. Jeg har ikke set noget kort over den præcise placering af bedrifterne, men begge ligger i to af de landkreise i Tyskland, der i forvejen var relativt hårdt ramt af afrikansk svinepest. Og der vil jo være en risiko for, at smitten kan nå hen til dyrene, når de går ude", forklarer Jens Munk Ebbesen.

- Hvilken betydning vil det få?

"De her områder er stort set hegnet ind allerede. Hvor mange besætninger, der ligger i områderne, har jeg ikke noget billede af".

Meget store områder

Smitten har været i områderne længe - siden september sidstet år. Burde de ikke snart have fået styr på vildsvinene og inddæmmet det?

"Den slags tager lang tid, og vi taler om områder, der er meget store. Det er hele vejen fra de nordligste tilfælde i Brandenburg og ned til Sachsen. Tyskerne har skudt vildsvin i meget stort antal, men der er stadig vildsvin tilbage i områderne. Samtidg har der været mange tilfælde i vildsvin og også i tamsvin på den anden side af grænsen, i Polen".

- Hvad betyder udbruddet af ASF i tambesætninger så?

"På den korte bane betyder det ikke ret meget. Tyskerne er allerede ramt af eksportrestriktioner, fordi de har ASF, så der betyder det ikke så meget".

"Der, hvor det har betydning er i forhold til deres bestræbelser om at opnå regionalisering, nu hvor de også har det i tambesætninger. De har haft forhandlinger med Japan og Kina og forhåbningerne har været, at hvis man kunne undgå at få udbrud i tamsvin, så var chancerne større. Det her kan godt påvirke tyskernes muligheder".

- Har de styr på det i Tyskland?

"Jeg tror, at de har det under kontrol i Tyskland. Vi kan se, at der er en svag tendens til over den seneste måned, at de finder færre vildsvin. De satte meget mandskab ind i starten til at lede efter syge vildsvin og kadavere, og det er lykkedes dem at finde rigtig mange. Og så har de hegnet rigtig meget ind".

"Men der er en dark horse, at det er mennesker, der kan føre smitten over større afstande, end vildsvin kan bevæge sig. Det er selvfølgelig en risiko. Det gælder også i Danmark, at vi skal fortsætte med at sikre den gode smittebeskyttelse. Især dem, der har grise udenfor. Det gælder især om, at der kan blive smidt mad ind til dem, der kan indeholde smitte".

Bag hegn og uden vildsvin

- Hvad betyder det her for de danske svineproducenter?

"Det her er med til at understrege vigtigheden af, at vi ikke har vildsvin tilbage i Danmark. Den forudseenhed og også det, at vi fik hegnet sat op ved grænsen, gør, at vi står i en noget anden situation end den tyskerne står i lige nu".

- Så det her betyder ikke noget for truslen for de danske landmænd?

"Nej, det har ikke ændret sig. Situationen er den samme i dag, som den var i går. Smitten er i de samme områder. Hvis det var hoppet 300 eller 500 km, så var det noget helt andet. Men det har det heldigvis ikke gjort".

- De seneste uger har der været temmelig mange udbrud i besætninger i flere lande, også nye områder af Polen. Hvilken betydning har det for risikobilledet?

"Det er også det samme. Polen har været højrisikoområde i lang lang tid. Det kan sagtens få konsekvenser for Danmark, men det afhænger især af, hvordan efterspørgslen for de danske smågrise vil være. Jeg er mest bekymret for, om de overhovedet vil aftage dyr".

- Hvad holder du mest øje med lige nu, når det gælder ASF?

"Jeg holder øje med, hvad er sker i Polen. Om det hopper over større afstande. Gør det det, så er det ikke vildsvin, men mennesker og handel med dyr, der spreder smitten. Derudover holder jeg øje med, hvad der sker i Tjekkiet. De blev fri for ASF for nogle år siden og er meget bekymrede for, at de skal få det ind i landet igen".

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle