Efterbetalingen er nu på plads for Arlas andelshavere efter en længerevarende debat og flere tætte afstemninger.
Efterbetalingen bliver på de 13 øre per kilo, som Arlas bestyrelse lagde op til, da regnskabet for mejerikoncernen blev fremlagt for to uger siden.
Men det var umanerligt tæt på at blive forhøjet, viser stemmetallene fra dagens repræsentantskabsmøde, der mod sædvane ikke blev holdt i svenske Halmstad, men virtuelt som følge af coronapandemien.
"Jeg kan ikke huske, at det har været så tæt", lyder det fra en dansk mælkeproducent og erfarent repræsentantskabsmedlem.
Faktisk var der kun fire stemmer imellem de to grupper - og tre stemmer skulle være flyttet, hvis resultatet skulle være gået imod bestyrelsen, beretter flere.
Ifølge meldinger til LandbrugsAvisen.dk var debatten om regnskabet langvarig og centreret om fordelingen af overskuddet på 2,57 mia. danske kroner. Mødet var sat til at slutte kl. 18, men kl. 19.30 var afstemningen om valg af revisor først lige gået igennem og dagen kunne sluttes af af formand Jan Toft Nørgaard.
Tre modslag med højere efterbetaling
Ud over bestyrelsens forslag om at øge efterbetalingen fra det vedtægtsbestemte niveau på 7,45 øre per kilo til nu 13 øre per kilo, var der fremkommet tre modforslag om højere udbetaling til mælkeproducenterne.
Det første, danske modforslag lød på 2,3 eurocent - godt 17 øre per kilo. Dette fik dog langt fra den fornødne opbakning.
Anderledes blev det, da to forslag fra henholdsvis svenske og danske repræsentanter kom til afstemning. Begge lød på 2 eurocent, altså 15 øre per kilo, og blev således slået sammen til en afstemning.
Her lød stemmetallene på 52 procent imod og 48 procent for at øge efterbetalingen, bekræfter Arlas presseafdeling også onsdag aften. Stemmetallene lød i tal på 92 personer mod og 88 for - og altså kun tre stemmer skulle have været sat anderledes, så bestyrelsens forslag var faldet.
Endnu en dag i morgen
Til sidst endte regnskabet altså med at blive stemt igennem med bestyrelsens forslag om den oprindelige efterbetaling på 1,75 eurocent, 13 øre per kilo.
Med den efterbetaling får den gennemsnitlige mælkeproducent herhjemme en ekstra udbetaling på 120.000 kroner i forhold til det normale niveau på en eurocent.
At der er modforslag til en højere efterbetaling fra selskabet er mere reglen end undtagelsen. Sidste år stemte 74 for og 106 imod en forhøjelse til 10 øre per kilo - også her manglede de afgørende stemmer.
Torsdag venter endnu en interessant dag for de 175 repræsentanter i Arlas folkevalgte system. Her skal de nemlig blandt andet tage stilling til sagen fra LDM, hvor fem utilfredse folkevalgte repræsentanter har forlangt aktindsigt via retten i Aarhus.