Ynglende ulve bliver del af ny naturnationalpark i Vestjylland

Der er plads til både ynglende ulve og et rigt friluftsliv i ny naturnationalpark, forsikrer miljøminister.

Danmark skal have 15 naturnationalparker, og torsdag har miljøminister Lea Wermelin (S) løftet sløret for, hvor tre af dem skal placeres.

Et af områderne, der peges på, er Stråsø Plantage mellem Herning, Holstebro og Ringkøbing.

Her skal Naturnationalpark Stråsø etableres ifølge aftalen mellem regeringen og forligspartierne.

Det er et velkendt ulveområde, hvor ulvepar flere gange har slået sig ned for at yngle.

Og der er plads til både ulve og friluftsliv, lyder det fra miljøministeren.

"Det er vigtigt, at vi passer godt på den sårbare natur. Det gælder også i forhold til ynglende dyr og områder, hvor man skal tage særlige hensyn. Men Stråsø Naturnationalpark er 3500 hektar stor. Det er et kæmpestort område og det allerstørste, vi har peget på indtil nu. Derfor er det muligt at tage de hensyn, der skal tages".

"Både så vi kan passe godt på den natur, der har brug for ekstra ro, men også til at der bliver masser af spændende friluftsliv", siger Lea Wermelin.

Hun vil blandt andet afsætte fem millioner kroner til at skabe nye stier, udkigstårne og til formidling af områdets værdier.

Naturnationalparkerne etableres på statslige arealer, og det er meningen, at områderne skal friholdes for skovdrift og landbrug.

Planen er også, at der skal udsættes "store græssende dyr". Der er dog ikke taget stilling til, hvilke dyr der bliver tale om.

Men Stråsø Naturnationalpark har - ud over ulve - en stor bestand af krondyr.

Det ligger fast, at der skal være fri bevægelighed for dyrene.

"Vi har meldt ud på forhånd, at enten skal der være lave hegn, eller også skal vi helt eller delvist undlade hegning. Det gør vi netop for at sikre vildtets frie bevægelighed. Og at der er den bevægelighed for ulven, som EU-forpligtelserne tilsiger", siger Lea Wermelin.

Ud over Stråsø i Vestjylland er det aftalt, at der skal være naturnationalparker i Tranum ved Jammerbugt og ved Almindingen på Bornholm.

I forvejen ligger det fast, at der kommer lignende parker i Fussingø i Østjylland og Gribskov i Nordsjælland.

De resterende ti naturnationalparker er der endnu ikke sat geografi på.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle