Ukraine og EU drøfter alternative kornkorridorer på højeste niveau.
Den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, diskuterede mandag mulige alternative "korridorer" til eksport af korn fra Ukraine.
Det meddeler regeringskontoret i Ukraine mandag ifølge Reuters.
Rusland forlod kornaftalen i juli. Den havde indtil da tilladt eksport fra Ukraine via tre godkendte Sortehavshavne. Siden da har Ukraine etableret, hvad de kalder en midlertidig humanitær korridor i Sortehavet til eksport af korn.
Zelenskyjs kontor oplyste, at han og von der Leyen også blev enige om at opretholde en "konstruktiv dialog" om bestræbelser på at ophæve kornimportrestriktioner, som nogle af Ukraines nabolande har pålagt.
Polen, Ungarn og Slovakiet besluttede for et par uger siden at forlænge et forbud mod import af ukrainsk korn, selvom EU valgte at ophæve forbuddet.
Formålet med forbuddet har været at beskytte landmændene, der kæmper med faldende priser, da der er blevet oversvømmet med ukrainsk korn i nabolandene.
/rost