Øko-svineproducent: Zinkfri fravænning i det fri er gået fint

Blog fra bedriften: Hans Erik Jørgensen har tidligere fortalt, at han vil fravænne grise uden zink – nu har han erfaret, at det virker.

Af Hans Erik Jørgensen, økologisk svineproducent - fortalt til Frederik Thalbitzer

Det er gået rigtig godt med at fravænne grise udenfor og helt uden zink. Det fungerer altid ski godt at fravænne udenfor, for det er som at komme i en helt nyvasket stald. Vi finder et nyt areal, og så fravænner vi der. Der er ingen smitte fra grise i forvejen, og der er god plads, og de kan rode i jorden. Det er rigtig godt i forhold til diarré.

Når vi fravænner udenfor, og det gør vi jævnligt, går de seks uger ekstra på friland i forhold til ellers. Det vil sige, at de er på friland til de er 13 uger. Så vejer de 40 kg.

Erfaringen viser, at vi ikke har væsentligt højere foderforbrug ude, så længe det ikke er rigtig vinter eller møgvejr. Er det meget koldt skal der jo mere foder til, og så er det dyrere.

Men der er så mange fordele. Ingen døde grise eller noget som helst – men det er der nu heller ikke indenfor.

Det er anden gang vi også fravænner uden zink. Før har vi brugt et kg zink pr. ton foder, som er langt under normaldoseringen, men nu gør vi det uden.

De bliver en lille smule mere uens, men det er gået helt uden problemer i vores system. Jeg tror ikke, man skal være så bange for det.

Det kan vi glæde os over, og vi trænger også til noget at glæde os over, for det er ikke fedt at være økologisk svineproducent lige nu, hvor afregningsprisen ligger 1-2 kr. under, hvad det koster at producere. Vi kan ikke gøre andet end at håbe på, at prisen stiger – eller stoppe. Vi håber prisen stiger!

 

Faktaboks

Hans Erik Jørgensen

  • Driver Risbjerg Landbrug på Fyn med sin kone Kirsten. Blogger til Svin Plus
  • 300 søer. Produktion af 6.000 slagtesvin årligt, heraf 500-1.000 græsgrise, dvs. at de går udenfor hele deres liv. Leverer til Friland.
  • Grisene rotationskrydses med tre racer, L - Y - Duroc
  • Hjemmeblander al foder
  • Seks medarbejdere, inklusive Hans Erik Jørgensen og hans kone Kirsten, plus weekendhjælp
  • 375 hektar, heraf er 250 ejet. Svineproduktionen fylder 25 hektar.
  • Markplan 2019: Frøgræs, sukkerroer, havre, vinterhvede, vårrug, vinterrug, vårbyg, lupin, ærter, hestebønner, hamp, kløvergræs plus efterafgrøder.   
  • Principper og mål for produktionen: Så høj selvforsyning med foder som muligt, egen produktion af protein, klimaneutral bedrift med husdyr, økonomien skal være i orden, max. 14 levendefødte pr. kuld, trivsel og biodiversitet

Emneord PLUS, Zinkfri

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.