Rådgivere går ind i jagten på zinkfri fodring

SvineRådgivningen er kommet med et bud på en foderblanding, der kan bidrage til zinkfri fravænning. Men foderet, der skal afprøves på TestGris, kan ikke stå alene, påpeger svinerådgiver.

Seges Svineproduktion, talrige foderfirmaer og nu SvineRådgivningen.

Alle er i gang eller har været i gang med afprøvninger af foderløsninger, der skal muliggøre en zinkfri fravænning. For SvineRådgivningens vedkommende er der tale om en indsats, som netop er sat i gang.

Rådgivningskontoret med base i Herning og Vojens har for nyligt haft en drøftelse internt blandt rådgiverne, som er mundet ud i, at de med deres erfaringer fra praksis er kommet med et bud på en foderblanding, der kan muliggøre en fremtidig zinkfri fravænning, som skal være en realitet i juni 2022.

»På vores interne møde kom mange holdninger og meninger på bordet, og vi endte med at gå i en retning, som alle var enige om gav mening i forhold til vores erfaringer«, fortæller Jes Callesen.

Fuld åbenhed om foderet

Tilgangen hos SvineRådgivningen er, at der vil være fuld åbenhed om foderets indhold, hvis det i sidste ende ender med at kunne gøre en forskel.

»For nogle år siden lavede Seges en afprøvning med firmaer, der bød ind med fire koncepter. Vi kunne som rådgivere bare ikke finde ud af, hvad der var i foderet. Som kommercielt firma er det selvfølgelig ganske rimeligt, men nu skal vi jo ikke sælger foder eller tilsætningsstoffer. Vi vil bare gerne bidrage til den udvikling, som alle svineproducenter skal igennem ved at afprøve forskellige blandinger«, siger han.

Foderafprøvning starter 26. april

Foderet, som SvineRådgivningen arbejder med, er allerede blevet sammensat og skal fra 26. april testes på SvineRådgivningens testcenter TestGris. Der testes desuden i tre besætninger sideløbende.

»Vi har fået lavet seks ton foder. De tre ton afprøves i babystalde på TestGris, mens tre besætninger får et ton foder hver. På TestGris giver vi foderet i 14 dage plus et par overgangsdage«, fortæller Jes Callesen.

I foderafprøvningen måles på forekomst af diarré, tilvækst og foderforbrug. På TestGris fodres en kontrolgruppe med en almindelig sammensat startblanding tilsat medicinsk zink. Blandingen, som afprøves, er uden medicinsk zink.

»Hvis foderet ikke gør en forskel, er det selvfølgelig ikke en god reklame for os, men det er vigtigt at huske på, at der ud over foderet er mange andre faktorer, der spiller ind på, om der kommer diarré. Vi har i afprøvningen jo ingen rolle at spille i forhold til fx ædetræning, sygdom i diegivningsperioden eller utilstrækkelig malkning hos soen«, siger Jes Callesen og understreger, at foderet aldrig kan stå alene, men er en del af den zinkfrie løsning, der kun kan opnås, hvis den suppleres med den rette management.

»Ender afprøvningen godt, vil vi stille foderrecepten til offentlig skue, så andre kan kopiere den«, siger Jes Callesen og nævner, at testfoderet indeholder blodplasma, som ikke må bruges i UK-produktion.

Faktaboks

Afprøvningen af zinkfrit smågrisefoder

  • 26. april er startskuddet på afprøvningen af et - af SvineRådgivningen - sammensat foder til smågrise, som er uden medicinsk zink.
  • Halvdelen af de seks ton foder, der er bestilt, testes på TestGris, der er SvineRådgivningens testfacilitet. Resten afprøves sideløbende hos tre svineproducenter.
  • Foderet gives i 14 dage plus et par overgangsdage.

Emneord PLUS, Zinkfri

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.