Sæt det rigtige hold, når du skal udfase zink

Danish Agro og Vilomix har gode erfaringer med at sætte et hold op omkring den enkelte bedrift for at udfase medicinsk zink. 

Hos Danish Agro og Vilomix anvendes en konceptløsning til udfasning af medicinsk zink, der tager udgangspunkt i den enkelte bedrift.

Det fortæller Arne Ringsing og Kristina Sørensen, henholdsvis produktchef hos Danish Agro og Vilomix.

- Det er altafgørende at få sammensat det rigtige hold med landmanden selv, måske en fodermester, dyrlægen, en hygiejneekspert og en specialist fra enten Danish Agro eller Vilomix, siger de samstemmende og påpeger, at en god holdsammensætning har vist sig at være en god løsning og nødvendighed for at opnå succes, fordi alle går efter den samme handlingsplan og mål.

I en 360 graders gennemgang af bedriften opnås en gennemarbejdet forudsætning for, at alle parter kan komme i mål - og at besætningen samtidig kender til de nødvendige rutiner for at kunne udfase zinken.

- Vi har stadig stort fokus på områder som fravænningsalder, vægt, miljø, belægningsgrad, klima i stalden samt den rette tildeling af vand og foder, siger Arne Ringsing og Kristina Sørensen.

Ny syre og nyt protein

Begge nævner, at konceptet sikrer, at der sættes ind med tiltag hele vejen rundt om grisen - herunder punkter relateret til foderstrategi, ernæring, hygiejne og ikke mindst den overordnede management, der skal binde alle tiltag sammen.

- Med vores erfaringer og viden fra de seneste fem år samt det fælles samarbejde med landmanden har vi skabt et koncept, der virker, siger de.

For Danish Agros vedkommende er der udviklet foderløsninger uden zink, som er afprøvet på Test Gris med succes.

- Resultatet derfra viste en høj tilvækst og lavt foderforbrug, samt at det ikke er nødvendigt med flokmedicinering efter fravænning, siger Arne Ringsing og nævner, at Danish Agro har udviklet et nyt protein, som har vist sig at være rigtig god for grisenes tarme og tilvænning til zinkfri foder.

Der er også udviklet en ny syre (Eastman Protaq), der indeholder mono-, di- og triglycerider. Den fremhæves for at være god til at fjerne biofilm i vandrørene, og den kræver ikke HACCP.

- På foderdelen sætter vi fokus på de optimale råvarer, herunder aminosyrerne. Ofte er brugen af de rigtige tilsætningsstoffer af stor betydning, for eksempel Gærplus, som er en speciel sammensætning af præ- og probiotika, som medvirker til en sundere tarm, siger han og anfører, at konceptet har fokus på at reducere antallet af blandinger ved fravænning, så grisene ikke stresses ved et foderskifte samtidig med fravænning.

Gode erfaringer via projekt

Til hjemmeblandere melder Vilomix om succes med brug af let fordøjelige proteiner - både animalske og vegetabilske som blodplasma, fiskemel, sojaproteinkoncentrat og kartoffelprotein.

- Råvarevalget består også af gode mælkeprodukter og varmebehandlet hvede, så vi skåner grisens tarm mest muligt, siger Kristina Sørensen.

Blandingerne har reduceret råproteinniveau, og de har været afprøvet i besætninger, der har deltaget i et projekt, som er kørt i samarbejde med Seges.

- Erfaringerne fra de seneste to års projekt viser, at det er muligt at få succes med fravænning uden medicinsk zink på vores foderblandinger. Det bliver dog vigtigt at have ekstra fokus på de mindste grise i forhold til fodring og aktivering, så de hjælpes bedst muligt gennem fravænningen, siger hun.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.