Årsagen til fiskedøden i Filsø er nu klarlagt

Københavns Universitet er nu endeligt færdige med undersøgelserne af, hvorfor en større mængde fisk pludseligt døde i Filsø i sommer - universitetets oprindelige forklaring holder.

Det udviklede sig til en stor historie, da Jyllands næststørste sø, Filsø i Sydvestjylland, pludselig blev ramt af en større fiskedød. 

Danmarks Naturfredningsforening var med det samme ude og give de omkringliggende dyrkede marker skylden for fiskedøden, men den forklaring blev skudt ned af flere eksperter

Nu har Københavns Universitet har sammenstillet alle data og kan nu konkludere, at sommerens fiskedød i Filsø skyldtes en kombination af meget varmt vejr igennem længere tid og et voldsomt skybrud i begyndelsen af august, som skyllede en stor ophobning af organisk stof ud i søen.

"åbenlyst fra begyndelsen"

Rapportens konklusioner er glædelige, men ikke spor overraskende for Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug & Fødevarer.

"Det var temmelig åbenlyst fra begyndelsen, at Filsø sagen ikke kunne relateres til landbrugets næringsstoffer, men det er selvfølgelig glædeligt, at Københavns Universitet nu bekræfter det", siger Lars Hvidtfeldt i en pressemeddelelse.

Han mener rapporten bør føre til selvransagelse hos Danmarks Naturfredningsforening, en række politikere og medier.

"Mange var utroligt hurtige til at lægge skylden entydigt på landbruget, uden overhovedet at have noget belæg for det. Det gælder både Danmarks Naturfredningsforening og forskellige miljøpolitikere. Jeg synes hele sagen bør give anledning til, at man en anden gang venter med skyde på landbruget, før det er konkret faglig viden tilgængelig", siger Lars Hvidtfeldt.

sø fuld af målestationer

Filsø er en af landets bedst overvågede søer, hvor alle relevante parametre undersøges intensivt i hele søen, bl.a. ved både faste og flydende målestationer, der måler kontinuert.

Det skriver Aage V. Jensen Naturfond i en pressemeddelelse.

Disse målestationer er udstyret med forskelligt udstyr, der måler lys, vind, temperatur, ilt, vandføring, vandstand, pH, klorofyl. Vandprøver udtages løbende forskellige steder i søen, og en lokal opsat vejrstation giver information om vejret. 

Den løbende indsamling giver millioner af måledata, der nu er analyseret og indgår i vurderingen af årsagen til fiskedøden i Filsø. 

Undersøgelsens konklusion

På basis af en analyse af de meget omfattende data slår lektor ph.d. Theis Kragh på Ferskvandsbiologisk Laboratorium fast, at: 

"Iltsvindet i Filsøs Søndersø er opstået som et samspil af klimatiske faktorer med meget varmt og tørt vejr over en rekordlang periode og stor ophobning af organisk stof i et meget stort og kraftigt drænet opland med grøfter, kanaler og drænrør".

"Det ophobede organiske stof udtømmes pludseligt i søen efter et skybrud og giver anledning til kraftigt iltsvind i det varme vand pga. forhøjet iltforbrug til nedbrydning af det tilførte organiske stof samt marginal ilttilførsel fra luften i det stille vejr og fra fotosyntese pga. udslukning af lyset af det brunfarvede organiske stof.” 

støtter første forklaring

Med andre ord udvikles et iltsvind sig meget hurtigt og kraftigt over en kort periode som følge af bakteriers aktivitet og vandplanters begrænsede fotosyntese.

Konklusionen underbygger universitets første udmelding, og dokumenterer, at fiskedød kan opstå på andre måder end normalt kendt, som ved fx giftige alger eller bundvendinger. 

Det organiske stof kan stamme fra flere mulige arealtyper i oplandet (fx. græsmarker, kornmarker, hede og skov). Det vurderes, at det organiske materiale har stået i grøfter, kanaler, drænrør og i vandmættede jorder under høje temperaturer og iltfattige forhold i det varme vejr.

Det organiske materiale er derfor ikke omsat og har bygget sig op igennem længere tid, da der ikke har været regnbyger, som har kunnet skylle materialet ud.

Hvordan forhindres fiskedød fremover? 

Aage V. Jensen Fond vil samarbejde med Miljøstyrelsen, Varde Kommune, landbruget og andre interesserede om at finde løsninger, som betyder, at der kan undgås lignende hændelser ved Filsø i fremtiden. Det er samtidig fondens håb, at dette samarbejde også kan få betydning for andre søer.

Notatet fra Københavns Universitet er fremsendt til Miljøministeren, Miljøstyrelsen og Varde Kommune. Samtidig er Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening orienteret.

Opdateret kl 14:21: Tilføjet kommentar fra Lars Hvidtfeldt, Landbrug & Fødevarer.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle