Om 10 år styrer en mand to til tre traktorer ad gangen

På Sandagergård ser de frem til tidsbesparende automatisering i mark og stald og teknologi, der sørger for den bedste udnyttelse af input.

Ideerne sprudler hos Fremtidens Landmand i kategorie teknologi, men det er svært at vide helt præcist, hvad der bliver muligt, og hvordan Sandagergård drives om ti år. Et er de dog dog enige om, Anders Andersen og hans medarbejdere, der sidder om bordet. Teknologien vil have gjort et yderligere ind tog ud over, hvad de allerede har gang i med præcisionsjordbrug.

- Hvis vi sprøjter til den tid, vil vi kunne spotsprøjte mere. I dag spotsprøjter vi tidsler, men det kan også blive kvik og mange andre arter, måske endda sygdomme. Jeg tror kameraerne vil kunne kende endnu flere arter og skyde en specifik blanding og dosis efter dem, mens vi kører, siger Jens Peter Lundgaard.

- Vi må ikke glemme, at vi bruger lang tid på at få de nye tiltag til at fungere, indskyder Mikkel Frederiksen

Det er især ham, der står for at få den nye teknologi til at snurre.

Anders Andersen replicerer:

- Vi bruger også meget kemi i dag. Det koster også. Hvis vi kan spare på kemien, kan det godt betale sig at bruge tid på at få teknologien i sving. Jeg tror, vi får en drone med tank, der selv flyver rundt og sprøjter og kommer hjem og tanker op.

- Så kan du sidde inde på kontoret og sprøjte markerne kommer det fra Henrik Skaarup, og der grines.

Biologien udfordrer

Anders Andersen peger på, at der ikke blot skal teknologisk udvikling til at muliggøre drømmene. Det kræver også lovgivning. I princippet kunne en traktor godt selv køre og pløje eller harve, men det er ikke tilladt.

- En traktor skal være under opsyn, men måske kan en mand styre to eller tre traktorer på en gang, siger han.

Der er også opgaver, det vil vare længe før bliver automatiserede. Landbrug handler om biologi, og den er aldrig ens hver gang.

- Det er ikke nok, at traktoren kan pløje, der skal jo øjne til at se, om jorden falder rigtigt, så vi kan lave det gode såbed, siger han.

- Ja og om harven slæber. Tingene kan køre i stykker. Det kan godt være, vi kan spare 40 procent af arbejdet, men der skal stadig være øjne på, siger Jens Peter Lundgaard.

Elbiler har overrasket

Mikkel Frederiksen forudser, at kornvognen vil kunne køre automatisk i marken, den er der mindst teknologi i at styre.

- Så må man jo håbe, at den også kan kører præcist, når mejetærskeren selv tømmer, siger han og skaber billeder for øjet af korn, der vælter ud i marken i stedet for i vognen.

Henrik Skaarup peger på, at det er svært at forudse, hvilken teknologi, der vil være om ti år.

- For ti år siden var der jo ingen, der forudså, hvor mange el-biler der ville være i dag, siger han.

Tunge batterier

Apropos el tror mandskabet ikke på, at det vil blive fremtidens drivkraft i landbruget.

- Det nytter jo ikke, at man skal hjem efter fem timer og lade i 10 timer, siger Mikkel Frederiksen.

- På Agritechnica så jeg, at et batteri til en stor traktor vejer 11-13 ton, tilføjer Jens Peter Lundgaard.

Hvis diesel er på vej ud, tror de, at metan eller brint vil være afløseren.

Faktaboks

  • Dyrker 1.200 hektar
  • Hvede, byg, raps, ærter, hvidkløver, engrapgræs, strandsvingel, hestebønner og brak
  • SPF-besætning med 40.000 slagtegrise på fem ejendomme
  • 13 udlejningsmål
  • 4 ansatte i stalden, 3 i marken 1 til vedligehold plus egen arbejdskraft og løs hjælp
  • Anders Andersen er gift med Joan og har tre børn, Mikkel på 12, Emma på 14 og Clara på 16

Emneord

video , Fremtidens Landmand , Top2