Årvågen vagthund for et udfordret landbrug

Kolding Herreds Landbrugsforening holder på medlemmerne og har en sund økonomi, og der er i høj grad brug for foreningen som vagthund for et landbrug, som også er udfordret lokalt, fremgik det af formandens beretning på den virtuelle generalforsamling onsdag 10. marts.

Formanden Hans Damgaard havde som mange af de andre op mod 100 deltagere i generalforsamlingen haft en travl dag i marken. Men der var trods glæden ved et tørt forår grund til bekymring ved udsigt til regeringens udkast på vandmiljøområdet.

"Kvælstofudledningen i landbruget er reduceret virkeligt meget de senere år til ca. 56.000 tons. En yderligere reduktion vil svare til, at en tredjedel af landbrugsjorden braklægges. Det kan man ikke være bekendt", lød det fra Hans Damgaard.

Fjordanalyse

På lokalt plan har KHL, som modtræk til det ensidige fokus på kvælstofudledning, bestilt en fjordanalyse hos Seges specifikt for Kolding Fjord.

"Analysen skal ses som et værktøj, både vi, kommunen og spildevandsselskabet kan få gavn af. Det er interessant at få klarlagt, hvor belastningen kommer fra. Hvor meget kommer fra landbruget og hvor meget fra andre kilder? Vi kan i hvert fald ikke levere en yderligere reduktion på dyrkningsfladen", understregede Hans Damgaard.

Kigger kommunen over skulderen

"Som lodsejer med oversvømmede marker er det svært at se, om et vandløb er korrekt vedligeholdt, så KHL bad sidste år Kolding Kommune om tal for vandløbsvedligehold. Vi måtte selv betale for at få tallene analyseret, og heldigvis viste det sig, at vedligehold af vandløbene i store træk følger regulativerne, men vi ser klart plads til forbedringer. Hos kommunen var man ikke særligt begejstret over at blive kigget over skulderen af KHL. Det kunne vi godt have undværet. Kontroller fra kommuner og andre offentlige instanser er jo hverdag hos landbruget", sagde Hans Damgaard.

Sund forening

KHLs medlemstal er status quo, og foreningen havde traditionen tro også et godt regnskabsår i 2020. Årsresultatet blev på godt 3,6 mio. kr. 3 mio. kr. af årets overskud vender retur til medlemmerne via overskudsdeling. Det svarer til knap 10 pct. af de købte ydelser i 2020 for økonomi, planteavl, miljø, teknologi og fjerkræ. Overskudsdelingen kommer oveni de 942.000 kr, som aktive medlemmer i 2020 fik i timesatsrabatter. Samlet set betyder det, at 125 pct. af det gennemsnitlige indbetalte kontingentbeløb på 3,2 mio. kr. vender tilbage til medlemmerne i form af rabatter og overskudsdeling.

"Coronaen har givet KHLs ledelse og medarbejdere store udfordringer, som de har løst på forbilledlig vis. Medlemmer og kunder er trods udfordringerne blevet betjent rigtig godt, og det vil jeg gerne takke ledelse og medarbejdere for", sagde Hans Damgaard, som blev genvalgt som formand. 

Ny i bestyrelsen, som afløser for Ole Frederiksen, blev mælkeproducent og planteavler Michael Schmidt-Michelsen.

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.