Økonomikonsulent: "Kig indad og få et bedre samarbejde med banken"

Ifølge økonomikonsulent Kristian Bak Larsen, Patriotisk Selskab, er der meget, man som landmand kan gøre for at opnå et bedre samarbejde med banken – og hermed øge sine chancer for gode finansieringsaftaler.

Er man i tvivl om, hvorvidt banken tror på fremtiden for ens virksomhed; så kan det ifølge økonomikonsulent Kristian Bak Larsen, Patriotisk Selskab, muligvis være på tide at kigge indad.

"Man kan overveje, om man egentlig giver banken en grund til at tro på ens virksomhed. Har banken indsigt i og forståelse nok for virksomheden, til at de kan se potentialet og tør være med på nye projekter? Banken er en af landmandens vigtigste samarbejdspartnere, og derfor fordrer et godt samarbejde naturligvis, at man behandler banken derefter", siger han og erkender, at det formentlig er noget, som mange har hørt før. Han konkretiserer: 

"I praksis betyder det, at når banken har et stort engagement i en virksomhed, så vil de gerne have, at ejeren jævnligt informerer om resultaterne og økonomien, uanset om det går godt eller dårligt. Det giver dem tryghed – også selvom det selvfølgelig ikke går supergodt hele tiden", forklarer han.

Se virksomheden fra bankens side

"Hvis man kan opbygge et godt samarbejde med banken, øger det chancerne for at få nogle gode finansieringsaftaler i hus – og samtidig kan man have ro i maven omkring samarbejdet og det næste møde i banken, man skal til", konstaterer Kristian Bak Larsen og fortsætter:

"Banken ved godt, at der bliver færre landbrug, og at engagementet hos den enkelte landmand dermed skal være større, hvis deres indtjening på landbrug skal undgå at falde. Nogen oplever, at det kan være svært at få lov at låne penge – men vi ser altså eksempler på, at folk får lov, også blandt Patriotisk Selskabs medlemmer. Og man kan selv gøre meget for at styrke sine muligheder. Banken er med andre ord klar på at låne penge ud, hvis de tror på, at det kan blive en fornuftig forretning begge veje. Det er op til virksomhedsejeren at vise – hvilket er nemmere at gøre, hvis man prøver at sætte sig ind i, hvordan banken ser på ens virksomhed".

Sådan styrker man samarbejdet med banken

Kristian Bak Larsen kommer med en række anbefalinger til, hvordan man gør banken tryg ved samarbejdet:

  • Vær åben – også når det går dårligt. Banken skal nok gennemskue det, hvis du prøver at pynte på situationen. Det er også vigtigt, at du er på forkant med at give relevant information. Hvis du kan se, at resultaterne ikke bliver lige så gode, som der er budgetteret med, så sig det med det samme. Selvom du måske er bekymret for bankens reaktion, bliver det ikke bedre af at vente. Tværtimod. 
  • Yd banken løbende service – ikke bare med et regnskab en gang om året, men gerne med et budget/en budgetopfølgning hvert kvartal. Lad være med at vente på, at banken spørger – tag gerne selv initiativ. Det er en fordel, hvis de økonomiske produkter, du leverer, er professionelle , da banken nemt kan orientere sig i dem, fordi de er bygget op i et system, som banken er vant til at bruge. Samtidig giver det en ekstra gennemslagskraft til produktet (budgettet, budgetopfølgningen, strategien, eller hvad der nu måtte være tale om), at professionelle økonomifolk har hjulpet dig.
  • Få lagt en plan for din finansiering. På den måde viser du banken, at finansiering er noget, du tager seriøst, og at du har en forventning om og holdning til, hvordan finansieringen skal skrues sammen. Planen – som selvfølgelig skal spille sammen med den overordnede strategi for din virksomhed - giver samtidig et overblik over, hvor du gerne vil bevæge dig hen, hvilken finansiering, det kræver, samt hvilke risici, det indebærer. Det er naturligvis okay at stille krav til banken og dine lånevilkår – det er med til at vise, at du er professionel i forholdet til dine samarbejdspartnere.
  • Kend din virksomhed og dine tal. Dette er nok det vigtigste råd, vi kan give dig. Det er helt i orden at få hjælp til økonomien, men du er nødt til at have et overblik over, hvordan det ser ud med din forretning. Du skal være inde i de produkter, du viser frem til banken, og være i stand til at komme med uddybende forklaringer på de enkelte tal. Som ejer bør du være den, der er allermest ekspert i din virksomhed, og det forventer banken, at du kan leve op til. Samtidig er det vigtigt, at du kender dine egne kommunikative styrker og svagheder, så du er klar på at præstere til mødet med banken. Er du f.eks. bange for at gå kold i en teknisk forklaring eller glemme at fortælle en vigtig detalje - så kan det være en fordel at tage din økonomikonsulent med til mødet. 

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.