Østjydsk Familielandbrug sætter fokus på trafiksikkerhed

Familielandbruget er gået sammen med Rådet for Sikker Trafik for at sætte fokus på, hvordan unge på landbrugsskoler kan opnå større sikkerhed i trafikken.

Tænk jer om, og vis hensyn, når I kører på vejen i traktoren eller mejetærskeren.

Det var budskabet, da Niels Jørgen Thomsen og Ralf Jensen fra Østjydsk Familielandbrug lagde vejen forbi Jordbrugets Uddannelsescenter i Beder torsdag den 9. december. I samarbejde med Rådet for Sikker Trafik havde de arrangeret en dag på uddannelsescenteret for at skabe opmærksomhed om de farlige situationer, der kan være i trafikken – og hvordan de kan undgås.  

"I er en af de ekstra store i trafikken, og derfor har I også et ekstra ansvar for at passe godt på de andre trafikanter. Husk at vaske spejlene, så I kan orientere dig ordentligt, og husk at slå blinklyset til i god tid, før I drejer. I virkeligheden er det ikke den store indsats, der skal til", understregede Ralf Jensen, næstformand i Østjydsk Familielandbrug. 

Noget at tænke over

Philip Storm var en af de godt 20 elever, der deltog i kurset. Han er ved at uddanne sig til jordbrugsmaskinfører. Han kan sætte kurset på CV’et og bruge det, når han skal søge job.

"Vi har fået et anderledes indblik i trafiksikkerhed og hørt historier, der var meget voldsomme. Det har fået mig til at tænke over, at jeg skal huske at tjekke, om alt er, som det skal være, når jeg sætter mig ind i traktoren, og være opmærksom i trafikken. Det er vigtigt, at jeg holder ind til siden, hvis der kommer en bilist, som har for travlt", forklarer Philip Storm.

Et vigtigt emne 

Familielandbruget er gået sammen med Rådet for Sikker Trafik for at sætte fokus på, hvordan unge på landbrugsskoler kan opnå større sikkerhed i trafikken. Familielandbruget har givet 100.000 kroner til projektet.

"De unge er vores fremtid. Vi har brug for dem i landbruget, og vi vil gerne være med til at passe på dem. Det har været fedt at opleve den positive stemning, der har været i dag, og den positive energi, de unge har spillet ind med", slutter Niels Jørgen Thomsen, formand for Østjydsk Familielandbrug. 
 

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.